Forvirret kvindemenneske!

Ja, må bare ud med det her til nogle om folk så bliver “fornærmede” men har ikke lige andre at snakke med det om ..

Jeg har en stor tung sort sky hængende over mit hoved, jeg vil ikke sige jeg fortyder at have beholdt mit barn i maven, men hold da helt op jeg har svært ved at skulle vænne mig til det. Og kunne bare ikke få mig selv til abort, så jeg har jo selv bragt mig til denne irriterende tanke. Jeg er fuldstændig ved at give op indeni, jeg føler slet ikke jeg kan overskue at skulle have et barn, faren er en pade, ingen uddannelse, ingen trygge rammer, intet overskud og det værste af det hele så er jeg en idiot at lade mig gå på af at en fyr fortæller mig han ikke kan overskue at skulle have et forhold til mig når jeg skal have et barn og det ikke er hans. Det for det hele til at ramle i mit hoved og føler mig som så dårligt et menneske at det han siger skal få mig til at tænke en ekstra gang over hvad der egentlig er mig i vente. Jeg er så splittet i mit hoved, føler slet ikke jeg har fortjent denne store flotte opgave at skulle være mor,. Jeg kan ikke se mig selv med et barn, jeg er for hurtigt påvirkelig med folks meninger, jeg kan ikke tåle at høre dem. Jeg har virkelig ikke tænkt på andet end om mit barn ikke fortjener stor kærlighed af 2 forældre der virkelig ønsker sig et barn og kan give ham den opvækst jeg ønsker han for, men så er jeg alligevel egoistisk vil da gerne se ham, opleve ham se ham vokse op og bare vide hvad der kommer til at ske i hans liv. Jeg er en stor sort sky der bare ikke bliver tømt for tårer,. Jeg kan ikke tænke på andet end ligemeget hvilket valg skulle få mit liv til at se ud.. Med eller uden min søn, vil gerne det bedste for ham og det ved jeg ikke hvad er lige nu. Har ikke nogen at snakke med det om og det gør virkeligt ondt at have disse tanker,.