Har brug for hjælp (Bækkensmerter)

Jeg vil forsøge at gøre historien kort!

I uge 16 får jeg smerter i mine lår, ryg, hofter og skambenet – har jeg været ude og handle i et par timer, så er min dag forbi, jeg kan ikke selv rejse mig fra sofaen og jeg “hulker” når jeg tager et skridt.

Jeg tager til læge og får at vide det lyder som bækkensmerter og/eller start på bækkenløsning, og jeg for at vide jeg skal holde mig i ro.

Uge 17-18 stykker – jeg bliver “godkendt” til kontanthjælp, hvilket er lykken efter at have levet på kærestens (lidt ringe) løn i nogle måneder.

Jeg skriver under på at de må indhente oplysninger fra lægen om mig, hvilket jo selvfølgelig er helt ok. I uge 21 ringer min sagsbehandler til mig, og siger at hun har fået brev fra min læge hvor der står at jeg er klar til at varetage aktivering på 37 timer – jeg er i chock, og det samme er min sagsbehandler faktisk, da hun så hvor slemt jeg havde det, og at jeg ikke kan gå ret godt sidst jeg var til møde med hende.

Jeg skriver hende en mail senere på dagen da jeg bliver rigtig ked af det, og ikke føler mig taget seriøst af min læge, siden hun uden videre kan skrive sådan.

Jeg er startet til fys efter henvisning fra min læge, og er idag hos fys – uge 24, vi snakker lidt osv. om hvordan det er gået siden sidst, og må indrømme at det på ingen måde går bedre, hun fortæller mig at hun desværre ikke kan gøre noget ved mine smerter, men vi må arbejde med øvelser, så smerterne går væk så hurtigt som muligt efter fødsel.

Jeg har imellem tiden skiftet læge – ikke pga. min oplevelse, men fordi jeg har været utilfreds hele vejen igennem, med blandt andet svar på mine urin prøver, som de smed væk 1. gang og 2. gang slet ikke havde sendt afsted. :hammer:

Som sagt har jeg skiftet læge lige inden jul, og har idag ringet til min nye læge, da jeg jo skal til undersøgelse her i uge 24.

Jeg er frusteret og føler mig stresset over at have kommunen “hængene” over mig, jeg har før haft en deperation, og den sidste uge har jeg været så langt nede at det er ubeskriveligt, jeg havde intet fortalt til min kæreste, da han havde det rigtig skidt sidst jeg havde en deperation – men for et par dage siden kunne jeg ikke skjule det.

Alt i alt..

Jeg har utrolig ondt, og kan ikke overskue de ting der eventuelt venter mig. Jeg er “bange” for at blive sendt ud, og vil bare være i fred (Det skal ikke forståes forkert) – men jeg føler mig frusteret og tom inden i, og har bare lyst til at grave mig ned, indtil fødslen.

Jeg tør ikke at fortælle andre om hvor skidt jeg har det psykisk, fordi jeg føler mig som et dårligt menneske, og endnu være er jeg bange for at blive set ned på som en dårlig kommende mor, og jeg er bange for at de vil synes jeg ikke egner mig som mor. :græder:

Jeg ønsker mig mest af alt en sygemeldning, men problemet er jo at jeg ikke engang er i arbejde, :usikker: men som det ser ud lige nu, så virker selv lægetjekket, og jordmor møderne så uoverskuelige for mig, og jeg er bange for at bruge de “krafter” jeg har på sådanne ting, selvom det er jo dem som betyder mest for mig. Hvad tænker I?

Mit indlæge endte vidst om at handle om mere end “bare” bækkensmerter. :usikker: