Hatten af for..

..mødre med kolik ramte børn.

Vræl og atter vræl. Han får sin mad, og vræl. Han bøvser, og vræl. Han fylder bleen, og vræl. Han bliver puttet med den kære giraf, og vræl. Jeg tjekker ham for varme. For kulde. Og masserer ham for eventuel hovedpine. Jeg sidder med ham. Jeg ligger med ham. Jeg går rundt med ham. Men vræl. Jeg prøver flasken igen. Så grøden. Så at synge. Vræl.

Her står jeg med halvgråt hår, render under øjnene og rynker i panden. Min kreativitet er ved at høre op. Og hermed også min tålmodighed. Afkræftet. Kan ikke høre en tanke for bare skråleri. Smider dynen over hovedet på ham og får ro i 3 sekunder. Men heller ikke dette ”trick” virker, som når Alex gør det på ham. Vræl. Hiver samtligt legetøj frem og lægger stemmer til på bedste Bean-maner. Intet virker.

Havde han været ældre havde jeg skrålet tilbage af ham. Men jeg giver op. Efterlader ham i hans skråstol. Smider Bjørnebrødrene på og lunter ud mod køkkenet for et øjebliks stilhed. Men når kun halvvejst derud før et pludseligt thadaae. Her er skidda slukket for mundtøjet. Længe leve Disney. Siger hun, som ellers har svoret, at Kian er 3 år før han sidder foran fjernsynet. Men hva’ fa’en, så længe knægten ikke bliver tosproget af for mange film, så går det vel nok alt sammen.

En ustoppelig larm af skrig og tårer. Og selv i min vildeste fantasi kan jeg ikke finde frem til, hvordan de finder styrkerne frem til at magte ”opgaven”. At være god mor til et ulykkeligt lille hjerte. Hatten af for forældre til kolik ramte børn! Må I blive belønnet for jeres mod.