Jeg gik på én skole i bh.klasse og 1. klasse, derefter flyttede min mor tilbage til Jylland (fra Fyn) med min bror og jeg og jeg skiftede dermed også skole.
Den første skole var jeg glad for at gå på, vi havde et godt sammenhold, og jeg mindes ikke at mobning var et problem overhovedet.
Den anden skole jeg kom på i 2. klasse var et helved 🙁 Hele skolen var hårdt ramt af mobning, lærerne havde ikke en skid styr på deres elever, min klasselærer gav sig til at hyle når hun ikke kunne styre klassen, og min sløjdlærer hældte benzin på bålet, han bakkede simpelthen op om mobningen hvilken bl.a. gik ud over mig!
Jeg valgte selv at tage på efterskole i 8. + 9. klasse, og selvom skolen ikke lå længere væk end 4-5 km. så blev det helt anderledes for mig, jeg oplevede pludseligt at jeg blev mere selvstændig, stærk, modig… jeg blev glad for at gå i skole og fik pludselig nogle gode venner.
Jeg kan godt være nervøs for om Laurits vil være et nemt mobbeoffer. Han er en stille dreng, holder sig gerne for sig selv, reagerer ved at pyldre hvis tingene ikke går som han gerne vil det, men jeg HÅBER at han bliver en god klassekammerat, en som hjælper de andre fagligt hvis de har brug for det, uden at han bliver trumlet (er ret overbevist om at han bliver stærk fagligt, ihvertfald i matematik og biologi)