Hvad ville i gøre/forlange?

Har brug for et super råd, og håber der er nogle af jer der har været noget af det samme.

En lang historie, så prøver at gøre den kort.

Var for ca en måned siden oppe på fg pga for mange plukveer. Kom derop på krykker, da jeg har bækkenløsning. Hun kommer lidt ind på min fødsel, hvis vi skulle nå dertil, da jeg havde åbnet mig. Fortæller om forløbet sidste gang, og hun mener at jeg helst ikke skal føde at barn, der vejer mere end 3800 g pga af sidste fødsel.

Kommer til samtale hos en læge ugen efter. Han sidder og snakker om en masse ulemper ved kejsersnit. Sidste i samtalen fortæller jeg ham så, at jeg på ingen måde har lyst til kejsersnit, men vil føde selv. Han sender mig hjem uden at have kigget på noget af nogen form.

Var så til jm i mandags. Da hun ser mig gå, spørg hun om jeg ikke har lyst til at blive sat igang, når jeg er fulde 37 uger, da hun kan se jeg virkelig har ondt. Takker selvfølgelig ja til det, hvis ellers min lille pige er klar til det.
Kommer så ned samme dag og skal tale med en læge om hvordan og hvorledes.
Han var bare den dummeste læge jeg længe har mødt.
Han sad så og fortalte om hvor ondt det gør at bliver sat igang. Blev sat igang med Mathias, så jeg har helt styr på hvordan det føles. Og undre mig over hvor mange børn han lige har født, til at fortælle mig at det vil gøre mere ondt på mig denne gang.
Så begynder han med mit bækken. At hvis jeg virkelig havde så ondt, så kunne jeg blive indlagt til jeg har termin.
Fortæller at jeg har et barn mere og han har fødselsdag d. 20/12 og juleaften, så vil selvfølgelig ikke indlægges. Får svar tilbage om at jeg ikke har ondt nok så. Og at man selvfølgelig kan tage 2 piller for.
Igen tænker jeg hvor mange gange har han lige haft bækkenløsning? Hvis han tror at 2 piller kan hjælpe på det, så må mit svar blive at han sjovt nok aldrig har haft bækkenløsning.

Gik derfra grædende. Følte mig så dum. Og fik slet ikke sagt de ting jeg ville sige, da jeg egentlig følte mig angrebet og sad derinde og græd. Det var jo slet ikke mit forslag at blive sat igang, men min jm´s.

Har kontaktet hospitalet og han ringer tilbage til mig senere på dagen.

Så mit spørgsmål er:

Ville i forlange at blive sat igang pågrundlag at jm siger at det vil være best for mig og mit barn, da jeg er meget stresset over situationen?
Eller ville i bare fortælle ham hvor ked af det han egentlig gjorde mig?
Eller noget helt andet?:-)

Undskyld det lange indlæg. Håber i kan overskue at læse det:-)