Hvor er det hårdt. (langt)

hej piger. ved egentlig ikke rigtig hvad jeg håber at få ud af det her indlæg, men tror bare lige jeg har brug for at komme af med min last.

vær’ søde at give jeres mening om min situation.
er jeg helt håbløs, eller kan i godt forstå mig?
Åh jeg føler mig bare som en rigtig dårlig og håbløs mor her i tiden… suk..

jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal starte, det er svært at sætte ord på.
Jeg kan starte med at sige at jeg er lykkelig, jeg elsker min dejlige kæreste, og mine vidunderlige børn. men jeg er bare ikke glad, jeg er bare overhovet ikke glad.
Jeg føler at alt er en last, jeg prøver at være overskuds agtig, som man jo self gerne vil være. lader vasketøj være vasketøj, og lader nullermændene ligge hvis jeg ikke har energi til det. Så jeg kan være der for mine børn.
Men det bliver bare aldrig som jeg gerne vil have det. Går ofte i seng med en følelse i maven af en øv-dag, og nederlag, og har bare lyst til at tud brøle.
Jeg er meget alene med mine børn, da min kæretse er rigtig meget på arbejde, og er somregel væk hele ugen. Han skal udsendes til afghanistand til februar 09, så der skal jo øves en masse osv.
Jeg er kommet ind på en ny uddannelse, og skal starte i uge 2, Jeg har fået dp plads til Anna, og bh plads til Oscar, begge med start fra 01/01 09 (eller når de åbner efter nytår)
Det vil sige at de begge stal starte på noget nyt og jeg skal i skole på samme tid. jeg kan ikke nå at få dem kørt ind og det gør mig bare så ked af det. specielt fordi Anna kun er 5mdr til den tid.
Anna er ynkelig. Hun græder meget, hvis det ikke lige går efter hendes hoved. Hun kan heller ikke lide for mange mennesker og for meget larm, så bliver hun også ked af det. Så jeg er virkelig virkelig i tvivl om hun er klar til det… Men hva hulen skal jeg gøre piger… det er et kæmpe dilemma for mig.
jeg kan ikke holde ud at gå her hjemme ret meget længere. jeg blev sygemeldt i graviditeten. og har jo så siden gået hjemme i min ensomhed, om givet af byggerod, hysteriske anfald fra Oscar, skrigeture fra Anna. Og en hund der er krop umulig. Jeg orker ikke mere nu. Jeg bliver nødt til at komme ud og få noget positiv indput fra andre mennesker, så jeg kan være der 100% for min unger. For det kan jeg bestemt ikke nu. Det er ikke ungerne der er noget gal med. det er mig. Jeg er sur, gal, tvær og hysterisk heletiden. Jeg kan bare aldrig være rigtig glad. og det vil jeg jo så gerne.
Jeg ved, og jeg kan mærke at jeg bliver nødt til at starte på noget nu her. Jeg kan ikke sidde her hjemme og få ondt af mig selv mens min kæreste af i kig i 6 mdr. det går ikke. jeg bliver skør i hovedet af det.