Ih, kærestesorg, bekymringer og svært valg

Puha, en virkelig træls og lang nat! Alle bekymringerne om hvor jeg skal bo og hvordan jeg skal klare mig fylder SÅ meget, og for første gang i 3 måneder har jeg ikke min ekskæreste ved siden af mig… det er virkelig underligt at der ikke er nogen som ligger armen om mig og putter sig ind til mig, det er virkelig underligt ikke at blive vækket med kys og nusset i hår. Ja, det gør næsten fysisk ondt 🙁
I morges da jeg vågnede havde jeg på fornemmelsen at det hele bare var en drøm, men så vågnede jeg rigtigt op, og indså at det ikke var en drøm, men virkeligheden.
Jeg føler mig så hjælpeløs … jeg mangler så meget min ekskæreste.
Jep, jeg har været alt for afhængig af ham! Men jeg er flyttet direkte hjemmefra og ned til ham, så der er så mange ting jeg ikke er vant til at klarer.
F.eks. regninger, eddekopper, tunge ting og vinduesvask er ting som min ekskæreste plejer at ordne.
Tanken om at jeg skal til at bo alene, får det hele til at vælte indeni i mig.
Jeg har heller ikke noget udstyr ud over nogle få tallerkener, krus, nogle få møbler og et tv.

MEN så er det kommunen har givet mig et valg. De kan pr. 1/1 2012 tilbyde mig at komme i et bofællesskab sammen med 3 andre unge, hvor vi deler køkken og bad. “problemet” er bare at det er tilbage i Thy, og jeg har kæmpet SÅ hårdt for at komme væk fra Thy, som virkelig er det væreste udkantsdanmark. Der sket intet, dårlige uddannelsesmuligheder og umuligt at få job.
Plus at der er så mange dårlige minder forbundet med Thy, jeg trænger til at starte på en frisk et nyt sted. Kommunen siger at det er op til mig hvad jeg vil, de vil gerne hjælpe mig på afstand.

Ih, jeg føler mig bare så alene /: Det hele kører rundt i hovedet på mig, jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvad jeg vil og ikke vil.
Jeg har jo job i Børkop (tæt på Vejle) og har søgt ind på skole i Vejle, så jeg er lige begyndt min liv herinde, så jeg ved ikke om jeg skal kæmpe for at finde noget at bo i hernede eller om jeg skal bide i det sure æble og rejse tilbage til Thy, hvor jeg bestemt ikke føler mig hjemme, men der kender jeg en masse mennesker og ved hvor tingene er.

argh! 🙁