Indlagt.

Det startede med, at jeg lå og så film i min seng, og prøvede ihærdigt på at sove, så jeg kunne vende min døgnrytme inden min søn nu kommer til verden. Der begyndte en smerte i min højre skulder, og først troede jeg bare at jeg havde lagt forkert eller noget lign. Jeg tog så et dejligt varmt og langt karbad for at løsne musklerne, som normalt plejer at hjælpe. Men det gjorde det ikke. Smerterne blev kraftigere, og bevægede ned under mit bryst. Havde nu haft smerter i 2 timer, så jeg ringede til min mor, da jeg troede at min fødsel var gået igang. Vi ventede til omkring klokken 7, hvor vi så ringede til fødegangen som bedste os komme derind. De tjekkede mig, men min livmoderhals er ikke “gået op” og jeg havde næsten ikke åbnet mig, så de sendte mig hjem igen, efter at prøve at få mig til at trække vejret. Problemet var bare, at hver gang jeg trak vejret dybt, gjorde det ondt i hele højre side af ryggen og i mine ribben.
Vi kom så hjem. Tiden gik, og jeg prøvede at slappe af og få noget søvn. Vi troede at det var den første fase, af fødslen, så jeg skulle have kræfter til at føde. Men hver gang at jeg prøvede på at spise noget, brækkede jeg det op igen. Jeg brækkede mig, så min mavesæk var helt tom. Smerterne blev værre og værre, bevægede sig sommetider op på højre side af maven, som jeg troede betød at det var “snart”. Jeg glædede mig, men smerterne var uudholdelig.
Tiden gik. Smerterne gik ikke væk. Det eneste som dæmpede dem, var et meget varmt vand på min ryg. Det bedøvede smerterne, men når jeg kom igen, kom de tilbage. Jeg gik i seng, eller prøvede, onsdag omkring klokken elleve. Jeg lå i en halv time og prøvede at styre min vejrtrækning, men smerten blev ikke bedre. Så fra klokken 23:30 til 4:30, natten til onsdag, gik jeg på skift. 30 minutters vejrtrækning og afslapning (som ikke var afslapning men bare smertefuldt) og 30 minutters karbad. Tiden gik så langsomt. Jeg ringede så til fødegangen. Jeg havde ikke fået noget at spise eller drikke, eller noget søvn, i snart 1½ døgn. Hende på fødegangen sagde at jeg skulle drikke en halv øl sammen med to panodiler, da det skulle lamme smerterne. Jeg tog ÉN slurk øl med en panodil, og brækkede det med det samme op igen. De bad os komme ind på fødegangen. Jeg var så bange for, at vi bare blev sendt hjem igen. Vi troede stadig at jeg snart skulle føde.
Da vi kom derind, blev vi modtaget af en sød jordmoder. Jeg skreg af smerte, da de blev værre og værre. Hun tog mit blodtryk, lyttede om min søn havde det godt og tog en masse test. Det hele var fint, og jeg havde åbnet mig meget lidt. Men ikke nok til at jeg var tæt på fødsel. De ringede efter en læge, som tog blodprøver og urinprøve. Jeg husker derefter at blive rykket om på fødegangen, og jeg gik konstant i bad. Jeg sad under bruseren i brand varmt vand hele tiden. Til sidst, hjalp vandet ikke mere, og vi havde nu været derinde i snart 5 timer tror jeg. Husker ikke så meget, udover en masse blodprøver og en masse læger der rørte min mave, scannede min mave, og jeg ved ikke hvad.
Fik 10mg morfin for smerterne, så jeg sov en halv times tid. Eller ikke en dyb søvn, men jeg slappede af. hele min krop var bare smadret. Jeg mærkede smerterne komme tilbage. Jeg blev rykket fra fødegangen til gynækologisk afdeling. Jeg skreg. Det gjorde så ondt, jeg kunne slet ikke klare det. Læger kom hurtigt ind, og gav mig nogle stikpiller. De virkede ikke hurtigt nok, så de gav mig 5mg morfin. Det lammede mig på under 5 minutter. Og så sov jeg, næsten hele dagen.
De fandt ud af, at det var en infektion et eller andet sted. Men den var der ikke mere. Det er ikke betryggende, men smerterne er væk, dog er jeg stadig lidt øm efter 30 timers konstant smerte. Så nu siger jeg bare:
VEER – KOM AN!

Har forresten termin i dag! Så nu håber jeg at han snart kommer. Og lige et billede.