Jeg elsker når…

Ja, det lyder underligt! For det bunder jo i en forfærdelig oplevelse jeg har næsten hver eneste sene aften/nat!

Når Elias får sine anfald! De fleste gange er jeg nødt til at tage ham op af sengen, og sidde med ham i armene som en lille baby! Han er simpelthen så ynkelig og en lille stakkel 🙁

Men når jeg sidder der med ham, og giver ham et mys på panden mens han falder til ro, og medicinen slår ind, så kommer min vidunderlige kæreste med de mest rørende ord!
Ord om hvor perfekt en mor jeg er, hvordan det rører ham dybt i hjertet når han ser hvor omsorgsfuld jeg er over for Elias, hvor smuk jeg er når jeg har Elias i mine arme, og hvilket vidunderligt barn jeg har skabt!

Det er lige så jeg sidder og tuder over det, for det rammer lige i hjertet på mig!!

Og så bliver jeg altså osse stolt (Det må man godt når det omhandler ens barn nemlig 😉 ), og så lykkelig som ingen andre!!

Gud hvor jeg elsker de øjeblikke!!

Og GUD hvor jeg elsker min søn og min kæreste 😳