Jeg er forvirret i forholdet.

Jeg ved ikke lige hvad der er galt med mig for tiden.

Min kæreste og jeg har et godt forhold, forleden kom han med blomster til mig, han er god til det huslige og er så fornuftig og sød.
Han er yngre end mig, 2 år yngre, og vi bor ikke sammen endnu. Vi snakker dog om at flytte sammen i løbet af vinteren. Jeg har en søn på 3.

På det sidste har jeg bare været sådan i tvivl om vores forhold og jeg er så småt begyndt at finde ud af hvorfor.
Jeg føler bare lidt at det er mig der styrer forholdet, at det er mig der har bukserne på.. og det kan jeg et eller andet sted ikke lide. Jeg skal have en mand. Det er mig der kører bilen når vi kører, og engang imellem tager jeg mig i at snakke/svare for ham når vi er ude sammen.
Jeg tror jeg er lidt fobisk overfor generte og usikre fyre, dem er jeg altid gået udenom, fordi jeg selv kan være genert og usikker. Har brug for en der kan være manden for mig. Ved ikke om det lyder helt åndssvagt, eller om jeg bare skal vænne mig til det.
Det føles bare som om vi begge er i en rytme hvor jeg opfører mig som den ældste (som jeg jo er) og han den yngste. Og på den måde har vi jo ikke et ligeværdigt forhold, og han kan ikke være “manden” i forholdet.

Jeg føler jeg er blevet alt for meget “mig selv” i det her forhold og at jeg egentlig ligeså godt kan være alene, altså single.

Jeg snakkede så med ham om det i går aftes, og han blev bare så frustreret over det, for han synes ikke der er det mindste galt og han kan og skal jo ikke lave om på sig.
Så nu sagde jeg at jeg vil tænke over det hele.. Jeg ved bare ikke om jeg skal blive i det gode forhold hvor jeg ved min fyr elsker mig, men jeg er tvivl om hvad jeg føler, eller om jeg skal blive alene.. :S det ville såre ham så meget hvis jeg gik fra ham…. og på den anden side ville det også være synd at gå fra sådan et godt forhold, hvor vi aldrig skændes.

Mon det bare er en fase i forholdet?