jeg har mistet vores datter

hej alle sammen..

nu vil jeg lige prøe, at dele det væreste mararidt med jer.

onsdag d 16-1 gik jeg ind i min 22 uge, og gud det ar dejligt.. jeg havde jo mærket liv længe og til alle scanninger var alt okay.

fredag eftermiddag, begyndte jeg at få sådan en underlig fornemmelse i maven, men som jeg blot mente var lidt plukveer og efter lidt gik alt i sig selv. Jeg tog ca. kl 19.00 til en klassefest og kl. 20.00 var det som om en ballon sprang mellem mine ben og jeg gik så på toilet for at se, og i det største chok var der blod. det ren´dte ud af mig også vidste jeg godt det ar galt.

Jeg fik min veninde Tanja til at kører mig afsted mens jeg ringede ud på sygehuset. Der sagde de, at når jeg kom ind ville en læge tilse mig.

kl ca 21.00 ankom vi til sygehuset, hvor mine veer så var startede på, så jeg kunne godt selv regne ud at tiingene ikke så for godt ud.

lægen tilså mig med det samme og sagde, at de intet kunne gøre, da det var mit vand som var gåede og at de u ville scanne mig for at se om der stadigvæk var liv. Derinde lå hun, så sød og hendes lille hjerte slog meget stille og der så ikke ud til at være noget håb.

de fik narkoselægen ind til at lægge en blokade, da ´jeg selvfølgelig skulle føde hende selv, men jeg ville ingen smerter have, da jeg havde smerte nok i mit hjerte.

det hele gik i stå, alle veer og alt gik i sig selv. kl 06.00 kom lægen ind igen og sagde at han nu ville scane mig igen og hvis ingen liv der var, så ville de lægge stikpiller op hver 3 time for at få min livmoder til at udvige sig, han konstaterede så at der nu ingen liv var mere og alt vr slut, så nu ville de skubbe det igang.

efter to gange med de piller og kl var 13.00, gad jeg ikke mere. jeg mente det hele var uretfærdigt og ganske umenneskeligt, at ligge der og vente på ens dødsfødte barn skulle komme ud. Jeg følte hele verden var gået i stå.

så gik det i gang og med mange veer som nev vildt, blev hun født kl 17.00 og hun var så fin. Hun lignede en rigtig baby, bare meget meget lille. hun vejede 390 gram, så hun var en lille fin en.

kl 20.15 blev hun lagt i kiste og kørt på kapellet fordi vi vil have hende begravet.

Jeg har grædt adskillelige timer og syntes det hele er noget uretfærdigt skidt, men jeg har heldigvis 4 dejlige børn hjemme, som jeg må leve på og jeg må give min kærlighed til dem..

jeg ved ikke helt endnu hvordan jeg skal kontakte bedemanden eller hvordan tingne skal gå, men jeg vil prøve at løfte mig selv..

ville lige dele min sorg med jer, har i nogle former for spørgsmål til dette, så spørg endelig..

knus betina og lille engel Johanne