kan ikke længere glæde mig til fødslen

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle placere dette indlæg, så det blev her. Det er nogle tanker der er kommet efter min svigerfars død den 15.juni.
Jeg kan ikke længere glæde mig til, at min lille dreng, kommer til verden. Jeg kan ikke placere, hvad grunden er til, at glæden er forsvundet. Men jeg er begyndt at få kvalme ved tanken om, at min lille dreng snart kommer til verden. Jeg prøver at få glæden op igen, ved at gå ud og kigge på babytøj og ting, men det hjælper mig ikke. Jeg føler ikke, jeg kan tale med nogle om det, da det er et tabubelagt emne, ikke at glæde sig til sit forestående barn.
Min mand forstår det (selvfølgelig) heller ikke, og bliver såret hvis jeg prøver at tale med ham om det. Før svigerfars død glædede jeg mig så meget, men nu er det hele bare en uoverskuelig tanke.
Jeg har før (flere gange) lidt at svær depression, og er selvfølgelig bange for, at det er det der er ved at indfinde sig igen.
Jeg føler mig ikke længere klar. Jeg kan ikke huske om jeg også havde det sådan i slutningen af 1. graviditet. Men jeg håber da glæden kommer igen.
Jeg går med dårlig samvittighed over for min ufødte søn, da han selvfølgelig skal være det mest velkomne i mit liv.
Andre der har erfaring med sådan en periode i deres graviditet, hvor det nye liv er uoverskueligt og skræmmende, eller er det bare mig?

jeg har ikke behov for, at nogle skælder mig ud for mine tabubelagte tanker -det gør jeg så rigeligt selv.
jeg har termin om 8 dage, og er rædselsslagen for at glæden ikke kommer tilbage.
Undskyld det lange indlæg, men havde brug for at få nogle tanker nedfældet

😥 😥 😥 😥