Kender I det? (at være bange uden grund)

Jeg keder mig en smule, og så kom jeg til at tænke :griner:

I laaaaang tid havde jeg det sådan, at jeg konstant følte mig overvåget, når det var mørkt eller jeg var alene. Det startede da jeg var omkring 10, hvor jeg var så bange, at jeg løb gennem stuen om aftenen, når lyset var slukket, for hurtigere at komme hen til trappen og på på mit værelse :rofl:

Det har så fortsat indtil for ganske nylig, hvor det så – heldigvis – er blevet lidt bedre 😀

Men det var sådan noget med, at når jeg var i bad, turde jeg helt ærligt ikke lukke begge øjne på samme tid, af frygt for at der skulle ske “noget” eller at “nogen” skulle komme :rullerøjne:

Jeg kunne heller ikke sove med ryggen ud mod værelset af samme grund, jeg SKULLE ligge med ryggen mod væggen.

Jeg kunne heller ikke lide at sætte fødderne ned på gulvet når jeg sad i min seng, for hvis der nu var “noget” eller “nogen” under sengen :rullerøjne:

Jeg følte mig overvåget og forfulgt, når jeg var alene – især i mørket, og kunne nærmest gå i panik, når jeg gik op ad trappen :rullerøjne:

Det er først nu, hvor jeg er lidt over 18 år, at jeg kan lukke øjnene mens jeg er i bad og sove med ansigtet mod væggen – det er sgu da lidt for sygt :rofl:

Jeg var/er jo godt klar over, at der ikke er noget at være bange for, men alligevel var jeg bare SÅ bange O_o

Kender I det, eller er jeg bare meeega underlig? :griner: