Hej alle I skønne piger!
Kender I det, når alting går jer mere eller mindre på?
– når I kan tude over det mindste og føler, at der er absolut ingen, der forstår jer?
– når I bare har lyst til at sidde alene og høre en hjertevarm sang og græde lydløse salte tårer; uden den mindste form for forstyrrelse?
– at I bare gerne vil være alene og have ondt af jer selv i en stille stund?
– at I ikke præcist ved, hvad følelsen af tristhed skyldes …
I ved bare, at I kunne have brug for at græde ud, alene …
Det er lige præcist sådan, jeg har det i dag …