MA – følelserne

Hej 🙂

Jeg har slettet teksten mange gange, men poster den alligevel.

Hvor skal jeg starte og hvorfor oprette sådan en tråd.. Nok fordi at jeg har brug for at komme ud med det.. Jeg reagerede ikke som ventet hos lægen. Jeg var afklaret på udfaldet af scanningen og afklaret med at vi denne gang skal i gang med den sammen kamp som inden Thea kom til.. Er det berettet at jeg reagere sådan som jeg gør, når nu vi har fået Thea sammen og derved er blevet forældre til et fælles barn??. Føler nok at det er noget pjat og at jeg ikke er berettet til disse følelser jeg har..
Jeg er ked af det, jeg er psykisk, pludselig, ude af balance og får flachbacks fra alle de MA’er inden Thea kom til.. Jeg troede at jeg havde bearbejdet alle følelserne og var ret sikker på at jeg denne gang ville kunne reagere anderledes end at blive så ked af det..
Fik en god snak med lægen fra klinikken i Middelfart og hvor er lægen bare sød og forstående. Han virkede reelt bekymret, han snakkede behandlinger og mulighederne, Han var så god og han ramte hovedet på sømmet, da han kiggede mig i øjnene og sagde: Det er okay ikke at have kontrol (og er der noget jeg gerne vil have, så er det kontrol, ihvertfald over mine følelser) og vigtigst af alt er at vi alle kun er mennesker og har brug for at snakke om de ting der sker i ens liv, det gør dig ikke svag Carina. Det var som om at han kunne se lige igennem mig og det ramte mig..

Når manden kommer hjem idag, skal vi have snakken omkring vores PDG-behandling og om det er den vej vi vil tage nu.. Det tror jeg det bliver for orker ikke den kamp vi måske står overfor.. Samtidig så har jeg veninder der får hormoner og har godt set hvordan de har det og hvilket kamp de går igennen.

Det har faktisk allerede hjulpet at få det hele ned på skrift.. Jeg føler mig allerede meget ‘lettere’…

Tak fordi du læste med..