Min datters værste mareridt…

Lige inden vi gik i seng i går aftes vågnede Louise. Hun sagde “av hoved” og græd og sagde også at hun havde slået hovedet. Men der var nu ikke noget at se. Vi blev enige om at hun bare havde drømt. Et par timer senere da vi sov sødt, vågnede hun igen og manden gik op til hende (hun vil helst have ham om natten). Nu skriger hun helt afsindigt og er helt ude af den og siger så: “Mor er faldet ned af trappen, åhh det gør ondt på mor, jeg vil have min mor”. Manden kalder på mig og jeg render op til dem. Og hun KASTER sig over på mig og holder mig ind til sig og græder helt ulykkeligt. HUn bliver ved med at sige at “mor er faldet ned af trappen” selvom vi forsikrer hende om at jeg virkelig har det fint og der intet er sket. Efter 30 min fik vi hende til ro. MEN allerede da hun stod op var den gal igen. HUn spørger mig om jeg har ondt, om jeg har det godt for “mor faldt jo ned af trappen” og så græder hun helt ulykkeligt og holder mig fast. Jeg kørte ned i dagplejen med hende og det første hun siger med tårer i øjnene til min dagplejer er “Åhhh Anne min mor faldt ned af trappen” og min dp var selvsagt lidt forvirret for jeg stod jo lige der og havde det helt fint. For lidt siden ringede min dp`er og sagde at Louise stadig smågræder og siger “mor har meget ondt” og den slags.

Det er aldrig sket. Jeg er aldrig faldet ned af trappen. Og jeg har det rigtig skidt med at inde i hendes hoved er det bare SÅ virkeligt. For hende er følelsen af at der er sket mig noget reel og hun ved ikek hvad hun skal gøre. Jeg har læst hist og her at de skal igennem en udvikling med mareridt og underlige tanker. Men den her der godt nok ikke sjov.

Ville bare dele med jer at min datter i dag hænger fast i sit værste mareridt…