Min stakkels baby! :-(

Hej

Vi kom ind kl. 11. En halv time efter vi skulle have været det. Jeg var ved at kaste op i venteværelset. Kunne slet ikke holde det ud.

Kom ind til lægen, som virkede meget kold og ligeglad. Heldigvis var sygeplejersken den samme som i fredags, og hun var rigtig sød.
Lægen startede med at sige, at vores baby sikkert er meget, meget syg. Jeg sad bare helt forstenet. Havde ingen følelser – var der bare fysisk.

Så blev jeg scannet igen. Det var ikke godt. Baby har et stort navlebrok. (Inde i den røde cirkel på billedet.) Lægen forklarede, at børn der har navlebrok meget ofte er meget syge. Faktisk så syge, at de dør under graviditet eller fødsel, eller lige efter fødslen. De lever max. 1-2 mdr.

Jeg fik foretaget en moderkagebiopsi. Det var meget ubehageligt og jeg var meget bange. Men Lars sad og sagde til mig, at jeg klarede det rigtig flot osv. Lægen virkede som om hun var totalt ligeglad med hvad hun havde gang i, og begyndte derfor at sige til sygeplejersken, at hun skulle have noget med fra kantinen, når der var een der gik derned. OKAY!

Efter biopsien kom jeg ind og ligge i et rum, hvor jeg skulle slappe af ½ time. Jeg havde rigtig ondt i maven, men det er ved at være ovre nu. Lars og jeg snakkede om, at vi sikkert skal have baby fjernet. Det er i hvert fald dèt vi forbereder os på.

Vi får svar på biopsien senest onsdag eftermiddag. Men det ser meget skidt ud. Ikke kun pga. navlebrokket. Men samtidig var min blodprøve lav, hvilket kunne tyde på kromosomfejl. Og oveni det, ser det ud som om, babys ene fod vender forkert. Det er endnu en faktor der tyder på, at der er noget meget galt med vores lille ønskebarn. Hvis det “bare” var navlebrokket, så ville jeg kunne gennemføre graviditeten, og så skulle baby opereres efter fødslen, men højst sndsynligt klare det fint.
Men nu er der jo også en blodprøve og babys ene fod, som ikke ser ud til at være ok. Og de to ting tyder på, at der er kromosomfejl.

Vi gav dem Lars` telefonnummer, når de skal ringe og give besked. Jeg kan ikke tage imod det opkald. Jeg sidder jo her med min store mave og kan slet ikke forstå det. At vores stakkels lille baby skal fjernes kan jeg ikke få ind i mit hovede. Jeg synes det er så uretfærdigt, at jeg ikke kan beskrive det. Og lægen kaldte det “sort uheld”. Der er ikke noget der tyder på, at det ville kunne ske for os igen, eller at vores æg og sædceller ikke dur. Det er bare helt tilfældigt. På en måde gør det det hele lettere. For så tør vi måske prøve igen. På den anden side, så bliver det bare endnu mere uretfærdigt. Har vi ikke været gennem nok? Åbenbart ikke. 😥

Undskyld det rodede indlæg.

Tina