-
Indlæg
-
Min kæreste er 21 og har ikke mere end 10,ende klasse, så han har lige sendt ansøgning afsted til militærret hvor han vil tage en lederuddannelse som tager 1,5 år. Det er os helt fint, MEN han kommer ku hjem i weekenderne og på de to dage skal han se familie, venner og mig. Jeg er meget tæt knyttet til min kæreste og jeg ved med mig selv at jeg ikke kan undvære ham i så lang tid. Jeg føler på en eller anden måde at jeg mister ham. Han er der jo ikke når jeg er ked, han er der ikke når jeg er glad. Jeg er bange for det hele bliver noget rod, og jeg ved at jeg kommer til at tude hver gang jeg skal sige farvel til ham. Jeg vil jo heller ikke atå i vejen for hans uddannelse for den er jo nødvendig, men samtidig har vi de her baby-planer. Jeg er ikke blevet gravid endnu efter 7 måneder, men hvad hvis jeg bliver gravid og han er i nordjylland for at tage uddannelse, for så skal han droppe den midt i det hele og det er også spild, men han kan jo heller ikke gå og vente på at jeg bliver gravid. Er bare så fortabt på tiden og han føler ikke jeg støtter ham i de valg han tager, for jeg vil ikke have at han tager afsted. Jeg kommer til at græde meget og det holder ingen jo ud.
Har i haft kæresten der var meget væk?
Og kan jeg få ham til at gå andre veje?For vi er meget tæt knyttet til hianden og som det er nu kan jeg ikke fungere hvis jeg ikke ved han er hos mig når jeg har brug for ham.
Desværre er ansøgningen sendt afted.
en lille tåre fra mig.
Ja min kærste var i militæret i 10 mdr, hvor han kun var hjemme ca. hver anden weekend. I starten er det hårdt, men man vænner sig til det efter et stykke tid.
Vi havde dog heller ikke fået børn dengang.
Hej,
Jeg synes du skal lade ham tage afsted.
Min kæreste har brugt godt 4 år på forskellige jobs og uddannelser, da han fandt ud af at han ville i militæret. Han skal være der i 9 mdr. hvor efter han bliver sendt til Afghanistan.
Da han først fortalte mig om hans plan, var jeg sønder knust og stod i samme situation som dig, skal man støtte ham i hans planer??? Eller hvad gør vi???… vi har boet sammen i 5 år og er meget knyttet til hinanden.
Han har været afsted i 4 mdr. og kommer hjem hver weekend. I starten var jeg meget ked af det når det blev søndag og han skulle afsted men jeg har aldrig set ham så glad som han er nu og det opvejer det hele. og samtidig har jeg lært at stå på egen ben med vores datter på knap 2 år. I starten kunne hun selvfølgelig ikke rigtigt forstå hvor far var, men det gik faktisk hurtigt over.
Jeg synes at det er det hele værd den dag i dag selvom at weekenderne altid er for korte;O)
Jeg tænkte nok også på at man bliver nød til at støtte hinandes i et forhold og så prøve at få det bedste ud af situationen istedet for at sætte begrænsninger for hinanden;O)
Håber i finder ud af det;O)Jeg kan godt følge dig noget af vejen. Da min kæreste skulle ind og springe var det i 8 måneder. På det tidspunkt havde vi været sammen i 1½ år. Det var lang tid syntes jeg og jeg græd også hver gang i alle 8 måneder, jeg havde sagt farvel.
det der med at der ikke er meget tid i weekenderne til kun jer to er delvist rigtigt nok, men det kommer helt an på hvordan man får det til at henge sammen. Vi klarede det fint vi gjorde det sådan at hver 2 weekend hed det familie + mig og ellers var det kun os 2.
Det der med at i har beby planer er også fint. Du er jo ikke gravid endnu og han skal kun være våk i 6 måneder, hvor en graviditet tager 9 måneder. det skal nok komme til at lykkes.
Dagen idag har jeg og min kæreste så været sammen i 7 år ca og vi har en lille dreng på snart 5 måneder. Jimmy som min kæreste hedder ville nok ikke være helt helt så klar til fader rolden hvis han ikke har været inde i mili, da det gjorde ham meget ansvars bevidst. selvfølgelig vokser man også automatisk med opgaven, men jeg tror på at voret forhold dengang blev endnu stærker efter at vi har været adskildt i 8 måneder.
go for it
Uha kender det alt fo godt…Da jeg ventede Sebastian var Ronni væk i omk 4½ mdr på skole…han var i Århus og var kun hjemme i weekenderne…det var hårdt at skulle påleve det meste af graviditeten selv…
Denne gang skal han i militæret til aug. og være der i 6 mdr og jeghar termin i okt. så der er han heller ikke hjemme og jeg skal igen klare detmeste selv…men sådan er det bare…
Og jeg kan fortælle dig en ting…JA det er hårdt…Men du får jo en gladere kæreste ud af det…hvis du forstår…han laver jo noget han gerne vil…
Og det bliver “hurtigt” en “vane”….altså man vender sig til det også bliver det jo bare hverdagen…!Sådan er det jo…!!!
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.