For 1uge siden mistede jeg min bedste kammerat..
Han har støttet mig de sidste 10måneder med alt..
Vi boede hos ham i en kort periode på 2½måned da vi ingen andre steder havde at være..
Han støttede mig da mine børn blev børtført og kom hjem igen..
Vi har været sammen stort set hver dag de sidste 10måneder.
Vi har lavet alt sammen,sovet, grinet og grædt..
Vi har haft et slags forhold uden det var der..
Mine 2børn er tæt knyttet til ham og jeg er..
Nu har jeg bosat mig i hans by, 2½km fra ham… hvor vi stadig har set hinanden hver dag..
indtil for 1uge siden, hvor han pludselig blev afvisende og mærkelig..
Tog ik sin tlf og vil ik svare på mine beskeder.. hvis han endelig tog den,svarede han næsten ikke…
jeg simpelthen bare så kedafdet..
nu sidder jeg her i en lille by,hvor jeg ik kender en eneste sjæl og ham jeg troede jeg kunne stole på,er der ik mere..
Han har skiftet nummer og åbner ik døren hvis jeg kører derhen..
Hvad har jeg gjort for mit liv skal være sådan her..
25år med 2børn,uden en eneste ven eller veninde…
undskyld det blev så langt..er bare så frustreret og ude af den…