Muspus’ fødselsberetning (lang)

Godaften 🙂

Nu har jeg lige to sovende bebser, så tænkte jeg ville skynde mig at nedfælde min fødselsberetning.
Undskyld længden :rødmer:

Jeg havde termin d. 3/12-12, men håbede usandsynligt meget at gå til d.5/12 da jeg bare havde så mange ting jeg gerne lige ville nå inden lillepigens ankomst.
Onsdag d. 28. november vågner jeg lidt i 2 om natten med smerter der minder om menstruation smerter, der kommer ret regelmæssigt. Jeg ligger vågen resten af natten og håber det ikke er veer. Kl. 5 står min kæreste op og tager afsted. Jeg begynder at tage tid, og de viser et rimelig regelmæssigt mønster med omkring 3-5 minutters mellemrum. Jeg bliver rigtig bange og ked af det, da jeg slet ikke mentalt er forberedt på en fødsel.
Jeg ringer til min kæreste og fortæller jeg har veer, han siger jeg bare skal ringe hvis jeg tager på hospitalet, så vil han komme hurtigst muligt. (Han har så lige 2 1/2 times transporttid)
Jeg står op og laver mad til min søn og leger med ham, og beder min mor komme da smerterne tager til. Hun kommer og lidt efter lidt går smerterne i sig selv, fordi jeg løber rundt og servicerer hende og min søn.
Min kæreste kommer hjem i løbet af formiddagen, han har taget barsel da han ikke tør risikere noget 🙂
Om aftenen vender smerterne tilbage, dog er de ikke så regelmæssige længere.
Over de næste par dage styrter jeg rundt og forsøger at få ordnet ALT, så jeg kan slappe af alt i mens jeg har uregelmæssige veer.
Torsdag har jeg flere gange lidt blod i trusserne (Undskyld for detaljerne)
Jeg ringer til fødemodtagelsen og forklarer min situation, men jordemoderen mener ikke der er grund til at tjekke mig. Hun siger jeg skal kontakte dem igen, når vandet går eller der er mindre end 4 minutter mellem veerne.

Lørdag d. 1/12 bider de virkelig til, men de er stadig ikke regelmæssige. Dvs de kommer med mellem 3-8 minutters mellemrum. Når veen kommer er jeg nødt til at stoppe hvad jeg er i gang med og tælle til 60.
Sidst på aftenen har jeg svært ved at holde det ud, og da jeg vil pynte vores stue og juletræ, bliver smerterne for meget. Jeg kan kun ligge ned. Efter lang tids små diskussion med min kæreste (og et blidt los fra min søde terminsgruppe her på UM :love: ) tager jeg mig endelig sammen til at ringe til fødemodtagelsen igen. Jordemoderen indvilliger kun meget modstræbende i at se mig, da jeg “jo ikke lyder som om jeg er i bragende fødsel” i følge hende. Hun mener heller ikke min første fødsel kan betegnes som en lyn-fødsel, på trods af den varede to timer fra vandet blev taget til min søn var født, og skønner derfor ikke at der er risiko for en lyn-fødsel denne gang. Det har min jordemoder ellers skrevet med stort i mine papirer :rullerøjne:

Nå, hun indvilliger dog i at tjekke mig, hvis det vil gøre mig mere tryg.
Vi får ringet til min mor, der skal passe min søn (første gang han bliver passet :usikker: ) og min svigerfar der skal køre os.
Kl. 21 kører vi mod hospitalet. Min svigerfar, der ellers altid er helt cool, ryster og er helt oppe og køre (Han var bare så sød :love: )
Da vi langt om længe finder fødemodtagelsen, må vi vente længe men til sidst kommer jeg ind og bliver tjekket.
Jeg har åbnet mig 3-4 cm og jeg får kørt en strimmel i en times tid. Den viser uregelmæssige veer. Jeg spørger om det er muligt at tage hjem og komme tilbage i morgen. Vi aftaler, at jeg lige går en tur en times tid og så kan de tjekke mig igen og derefter finder vi ud af hvad vi skal gøre,
Da jeg vender tilbage en time senere er jeg 7 cm udvidet og den nye jordemoder vil ikke sende mig hjem. Hun undersøger mig under en ve, hvilket er uudholdeligt, i mens piller og roder og rager hun rundt dernede så jeg er ved at skrige.
Hun vil have mig over på fødestuen, så der går vi over. Det er en kort tur, men den varer længe da mine veer med det samme tager til og jeg næsten ikke kan gå.
Da jeg har skiftet tøj, går min kæreste for at følge min svigerfar ned til bilen (han skal tidligt op og på job, og alle regner med fødslen vil trække ud). Klokken er 0.30.
Jordemoderen vil give mig et lavement, men da jeg blev dårlig af det sidste gang aftaler vi at vente lidt til fødslen er nærmere. Hun går ud for at skrive lidt og få noget mad, men jeg skal bare ringe på klokken hvis jeg får brug for hende.
Jeg trisser rundt og prøver ikke at tude, mine følelser kører op og ned og jeg føler jeg svigter min søn, han er alt for lille osv osv :græder: :rødmer:
Pludselig kan jeg slet ikke holde veerne ud, jeg ryster, har kvalme og der er ingen pauser imellem veerne. Jeg kan hverken ligge, gå eller stå.
Min kæreste kommer tilbage omkring 0.45-50, han var faret vild :huh: :hammer:
Her går jeg på wc, da jeg føler trang til at trykke. Jeg ryster og føler jeg skal kaste op.
Jeg får kæmpet mig ind på stuen og hen til sengen.Der stiller jeg mig, holder fast og så presser jeg alt hvad jeg kan. (Er overhovedet ikke bevidst om at jeg presser) Det gør usigelig ondt og jeg ryster og er ved at kaste op. I samme øjeblik (kl. 1) kommer jordemoderen ind og hun råber “Nej, du må sgu ikke presse!! STOP!!!” Hun løber rundt og forsøger at gøre alt klart, men opgiver og får mig op at ligge, hun tilkalder en sosu assistent, der kan færdiggøre forberedelserne. Hun får mig lige op at ligge, før jeg presser igen. Hun stopper mig, jeg er virkelig bange da det er en smerte og pressetrang der føles helt forkert. Hovedet er på vej ud og hun klipper fosterhinden. Det er den dejligste lettelse jeg har prøvet og nu kommer den velkendte “rigtige” pressetrang, 2 presseveer og hun er ude kl. 1.13 😀

En fin lille pige på præcis 3000 gram og 50 cm, født 39+6.

Vi lå på stuen et par timer indtil hun var blevet tjekket og kl. 4 tog vi hjem. I mellem tiden havde det sneet og alt var hvidt. Det var simpelthen så smukt og det føltes som et vaskeægte juleeventyr 😀

Undskyld længden, hatten af for dig hvis du nåede så langt :rødmer: :blomst:

Hun er simpelthen så smuk og dejlig :love: :love: :love: