Når forholdet går skævt?

Jeg er gravid og næsten halvvejs med det der ellers skulle have været et ønskebarn. Det kom bare meget hurtigere end ventet, og derfor gik manden i panik, mildest talt. Han ville have jeg fik en abort, og var slet slet ikke klar da det kom til stykket.
Allerede dér gik det ret galt. Jeg valgte at få barnet alligevel. Nok i den tro at han bare skulle vænne sig til tanken, og ideen om barnet.

Men nu er jeg så snart godt og vel halvvejs, og tingene bliver bare værre for mig. Jeg føler ikke han interessere sig for hverken mig eller barnet. Han plejer sine egne interesser og sine venner. Han er aldrig hjemme, og føler ikke der er nogen omsorg tilbage i vores forhold. Vi ser dårligt hinanden, og har ikke haft sex siden jeg fandt ud af jeg var gravid i uge 3.

Jeg føler jeg træder på glasskår derhjemme, og skal passe på med at nævne baby. Alle de ting vi har fået allerede til baby er pakket ned i flyttekasser og jeg tør ikke pakke dem ud endnu. Fortalte ham også forleden at jeg havde mærket liv for første gang, og han sagde ingenting til det.

For tre uger siden tog jeg hjem til mine forældre for at få lov at få et pusterum, og lige få lidt ro i hovedet. Jeg har kun været kort hjemme 2-3 gange siden, og han virker slet ikke til at savne mig og spørger heller ikke til hvornår jeg kommer hjem.

Jeg har forsøgt at snakke med ham om det 117 gange men føler bare han snakker mig efter munden, og siger han vil mig og barnet, elsker os og gerne vil ændre sig. Men dagen efter er det præcis det samme igen. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal tackle det her længere.