Nedskæringer i Psykiatrien.

Dette er en personlig beretning, men det jeg vil frem til er ikke personligt.

Hele min familie har været faldet fra hinanden, mine børn kunne ikke bo hos mig, jeg havde ikke selv noget sted at bo og jeg var på randen af selvmord -man vurderede at jeg sandsynligvis husede selvmordsfare.
Kommunen indstillede mig til social udredning. Her fik jeg en diagnose, samt et behandlings-forslag som psykiateren anså for meget vigtigt. Det blev tydeligt gjort klart at det var vigtigt at jeg kom i psykologisk terapi hurtigst muligt og at jeg var helt klar til det.

Herefter begyndte kampen om hvem der skulle betale 🙁 Jeg var gentagne gange blevet henvist til psykologbehandling i distrik-psykiatrien, men de ville ikke tage mig før jeg var i stabil medicinsk behandling. Nu var det nye efter udredningen, at man frarådede enhver medicinsk behandling af mig. Så i min nye afslag stod der, at de havde læst vurderingen og absolut ikke var uenige i den, men at de PÅ GRUND AF NEDSKÆRINGER ikke havde midlerne til at behandle andre end akut psykotiske og akut selvmordstruede. Så de ville anbefale mig at betale selv af min kontanthjælp (hvilket slet ikke ville kunne lade sig gøre, da vi taler om en egenbetaling på 7-900 kr i timen og det skulle være imellem 2 og 4 gange i måneden), eller at ansøge kommunen om at få det betalt.
Kommunen fik så hjulpet mig med at ansøge om 11 timers (gratis for mig og kommunen) psykologhjælp igennem det der hedder service-styrelsen. Her kan man under bestemte vilkår få noget psykologhjælp bevilget. Jeg fik de 11 timers psykolog-hjælp med det krav at kommunen betalte bagefter for fortsættelsen af min behandling, da psykiateren i servicestyrelse mente at 11 timer var langt fra nok.
Da de 11 timer så var sluppet op, ansøgte vi om psykologhjælp hos kommunen -vi fik at vide at vi skulle ansøge som enkelt-ydelser på ydelses-kontoret. Jeg fik afslag, med den begrundelse at udredningen nu var ved at være et år gammel og at jeg nu havde et sted at bo, samt ikke længere var i misbrug. Desuden havde der været nedskæringer så de måtte spare og jeg kunne ikke få psykologhjælp, selvom Socialpsykiatrien, kommunens egen psykiater og min egen læge vurderede det dybt nødvendigt.

Det endte med at jeg gav op -jeg tænkte jeg får ALDRIG den hjælp her. Jeg snakkede så med Børn og familie’ sagsbehandler i kommunen, og DÆLME om hun ikke sagde at det ville de bevilge så. Fordi det er så vigtigt for vores lille familie at jeg har det godt og får det bedre, at jeg ikke ender i det hul jeg før har været i.

Nu har jeg så lige læst at Service-styrelsens psykolog-ordning også er blevet nedlagt på grund af besparelser/manglende ressourcer 🙁
Og jeg kan bare ikke lade være med at tænke på alle de mennesker der bliver fanget i indskrænkningen af det psykiatriske behandlingssystem herhjemme.

Det gør mig så frustreret -også selvom jeg jo nu får den behandling jeg har brug for. Der er jo mange mange andre som ingen behandling kan få, simpelthen fordi de ikke selv kan betale -og det synes jeg faktisk slet ikke er ok…

Hvad tænker I? Jeg ved det er en personlig beretning, men prøv at se bort fra det -bare se det som et eksempel. I må skrive lige hvad I tænker.