NY Update IGEN – brevet til hende ..

Jeg ved ikke, om I kan huske min historie, men vil lige fortælle jer at jeg i sammenråd med mine forældre har besluttet, at jeg skal møde min biologiske mor – mailede til hende i går, at vi evt. kunne mødes – og så har hun netop svaret, at lørdag passer hende rigtig godt – Så på lørdag skal jeg se min biologiske mor for første gang i 12 år 😯

Det er med blandede følelser, for jeg ved det bliver svært, og ender helt sikkert med, at begynde og græde – men vil jo også gerne høre sagen fra hendes side 😕 Men årh jeg er spændt 🙁

For er kom jo slet ikke noget godt ud af, at jeg sendte nedestående mail til hende 🙁

_______________________

Hej.
Nu har jeg fået svar på nedenstående mail, som jeg sendte til min biologiske mor. Jeg havde jo håbet på, at hun ville være forståelig – og at hun sagtens ville kunne sætte sig ind i mit sted – men! Der blev jeg skuffet, for efter at have fået svar tilbage, må jeg indrømme, at jeg virkelig har fortrudt, at jeg overhovede sendte hende den mail! 🙁 🙁

”Hej Charlotte. Jeg har ændret mig nu, og ønsker jo bare at vi kan få et nært forhold igen. Du er jo som du selv skrive MIN datter. Det er MIG der er din mor!! Det gør min ondt, og jeg er skuffet over, at du ikke ønsker at mødes, men det kan jeg vel takke din far for? Han har jo købt dig, Charlotte! Du får i hoved og r*v, det ved jeg. Han har ”vundet” dig på den måde – men jeg håber at du med tiden kommer til at åbne øjnene for det hele”
– mor!

Jeg er helt lost. Jeg forstår slet ikke hvad kvindemennesket snakker om? 😕 Hun formår i hvert fald at forvirre mig – det gør helt ondt! For ja, jeg ved godt, at jeg er forkælet – jeg ved godt, at jeg altid ar fået hvad jeg har peget på osv. MEN! Det har intet at gøre med, at min far har ”købt” mig på den måde. Havde det ikke være for min far og min nuværende mor, havde jeg slet ikke været den som jeg er i dag. De har opfostret mig i trygge rammer – sørget for, at jeg har fået en masse gode veninder og passet min skolegang- De har gjort alt det, som min biologiske mor ikke var i stand til. Jeg har slet ikke lyst, at svare hende mere! Det lyder hårdt, men det er slut nu! Helt slut – jeg kan slet ikke kapere det. 🙁 🙁
Det gør naturligvis også ondt på min far, at hun skriver sådan – for han er jo bange for, at jeg tvivler på ham nu. Han er ellers meget åben for idéen om, at jeg skal prøve at møde hende – men dog mener han ikke, at jeg skylder hende noget som helst! Han har sagt, at han gerne vil køre mig ned til min biologiske mor, så vi kan få snakket – men jeg har slet slet ikke lyst nu!

Selvfølgelig gør det ondt lige nu – men hun har jo aldrig været der for mig – kun i starten! Hun bakkede selv ud – det var hende der opgav, ikke mig 😕 Jeg føler jeg bør sige undskyld til hende.

– undskyld jeg ikke vil være din datter, undskyld mor!
Men! i virkeligheden, er det jo ikke mig der skal sige undskyld?
____________________________________________________
Hej.
Jeg oprettede denne tråd: https://ungmor.dk/modules.php?op=modload&name=PNphpBB2&file=viewtopic&p=1816949#1816949 .. og med det samme fik jeg en mase kram, gode råd etc med på vejen, tak! Tusind tak.

JEg har nu prøvet at skrive et brev til hende – og så må vi se, om jeg sender det afsted ;/ Men det var helt rart, at få skrevet noget ned på papir.

Here we go;

Det var dig der gjorde mig levende – du var der for mig i starten. Jeg kan naturligvis ikke huske det. Kun små korte glimt fra en sommerdag i haven, eller en ferie vi var på en sommer, vidner om at du rent faktisk var der. Og så selvfølgelig de tons vis af billeder jeg har i skufferne derhjemme. Billeder der viser de ting jeg gerne vil huske – De utallige børnefødselsdage, udflugter til stranden eller måske vores ture i skoven. Vi var jo sammen hele tiden – men tiden ændrede det! For pludselig var du væk? Fuldstændig væk. Du var en af de allervigtigste brikker i mit liv – og så forsvandt du bare? Men hvorfor? Hvorfor var jeg pludselig ikke god nok mere? Hvorfor kæmpede du ikke for mig, som enhver anden mor ville have gjort?

Det er udelukkende pga. far, at jeg er den jeg er i dag. Han passede på mig. Han hjalp mig når jeg mærkede både den psykiske og fysiske smerte. – Han skaffede mig endda en ”mor” (for ja, hun er min mor!) og tilmed en lillebror og lillesøster. Han har sørget for, at jeg har fået hvad jeg har manglet – han har hjulpet igennem alt – selvfølgelig med hjælpe fra min mor!

Men Mia .. Du er ikke glemt – men du må forstå, at det her er en svær situation for mig. Jeg føler ikke at jeg kender dig. For mig er du en fremmed! Du ved jo ikke engang hvad jeg laver til daglig, hvordan jeg ser ud etc. – Men jeg er stadig din datter – jeg er en del af dig. Du må bare forstå, at jeg ikke kan lukke dig ind nu. Alle tankerne flakker rundt inde i hovedet på mig – Jeg er teenager, der er så mange ting jeg skal tage stilling til mht. skole, uddannelse mm.

Du kasserede mig selv for 12 år siden – men igen, hvorfor? Jeg ville ønske, at jeg havde overskud, mod, og lyst til at møde dig, så vi kunne få alt det her på det rene – MEN! Jeg kan ikke nu. Jeg tror ikke, at du kan sætte dig ind i mit sted, og det forstår jeg udmærket godt – men jeg er ikke klar!

Jeg håber, at modet kommer til mig en dag – og jeg også sikker på, at det nok skal komme – men ting tager tid, og det ved du!

Jeg ved, at det nok er en skuffelse for dig, Mia!

– Charlotte.

_______

Nu er mailen sendt afsted.