Planlægning og forholdsregler?

Man kan ikke planlægge alt.
Sidste år på den her tid kiggede min kæreste og jeg på hinanden og sagde “nu gør vi det sgu” for selvom vi ventede 5 eller 10 år så blev vi ikke mere klar. Og så var jeg frygtelig skruk.

Vi er begge studerende, vi prioriterede tid og fleksibilitet frem for penge. Det er jeg stadig glad for at vi gjorde, men jeg må nu sige at det med økonomien rammer mig hårdere psykisk med et barn end uden. Selvom det ikke er blevet sværere at få pengene til at slå til. Alle vegne bliver man mindet om at man må vælge lidt billigere løsninger. Som f.eks. i dag hvor jeg fortalte mødregruppen at vi skal holde navngivning på lørdag og vi laver maden selv. De sagde “det gad jeg simpelthen ikke” og jeg kunne ikke få mig selv til at sige at vi ikke har råd til at bestille udefra. Eller at jeg køber brugt tøj eller billigmærker fordi ellers havde vi ikke råd til at bo her eller at vi har indført en grøddag om ugen for at spare. Det går mig så meget på nu, at jeg har besluttet ikke at være på SU når vi får næste barn. Så må vi finde ud af det med tid til familien på en anden måde. Men det kan altså lade sig gøre rent praktisk, det er bare psyken den er gal med fordi omverdenen er så materialistisk baseret.

Jeg tvivler altså ikke et øjeblik på, at mine færdigheder slår til, selvom jeg ALDRIG har haft med et spædbarn at gøre før mit eget. Og jeg kan se på min kæreste, at han er vokset enormt med opgaven og klarer det endnu bedre end mig. Han har virkelig fået noget at leve for. Vores forhold var parat til dig, vi var parate rent følelsesmæssigt. Det der så belaster forholdet og oplevelsen at blive forældre, er økonomien men det vidste vi godt fra starten.

Til sidst vil jeg sige at jeg ligesom dig var klar over at man ikke på nogen måde kan forberede sig på hvilken omvæltning det ville være. Jeg prøvede selvfølgelig alligevel ved at læse alverdens bøger, typisk hvor kendte (og mindre kendte) danskere fortæller om deres oplevelser. Læg mærke til at de fleste var kvinder der var over 35 da de fik deres første, og de beskriver det som ulidelig hårdt. (Det skal så lige nævnes at de alle er ultra karrierekvinder og måske er blevet mere skræmt over at gå helt ned i baby-gear med mos og gylp over det hele end skræmt over fødsel og barnet i sig selv. De har nok været bange for aldrig at komme tilbage i 6. gear igen). Hvorom alting er, så har disse første 3 måneder altså slet ikke været så slemme som jeg havde forestillet mig. Så man kan altså også ende med at få opstillet et skræmmebillede som ikke er realistisk. Lyt til bekendtes historier men tag ikke blindt imod alt.

Held og lykke med at træffe den rigtige beslutning. I skal begge have den rigtige mavefornemmelse før I går igang.