Rigtigt dårlig til at skændes…

Jeg har været sammen med min fantastiske kæreste i 1 år her d. 9 marts, jeg har tidligere skrevet om vores forhold. Der har været en del op og nedture…
Vi har haft lang distance forhold april – juni 2012 hvor jeg boede i Jylland, vi bor i hans bedste vens stue pga. vi ikke kan finde en bolig og senest har jeg været indlagt 5 uger i efteråret – hvor jeg fik diagnosen skizofreni – og har været sygemeldt siden da…
bare sådan kort fortalt hvad der har været af problemer i vores forhold!
Forelskelsen har sig lagt og vores forhold er blevet “hverdag”, altså vi snakker stadig sammen en masse, griner sammen, laver spontane ting og vores sexliv fungerer godt. Så altså et stabilt og godt forhold, som jeg er meget lykkelig over at befinde mig i. Selv om jeg kun er 18 år, føler jeg at jeg har fundet mr. one og føler at jeg har fundet ham jeg gerne vil bruge mit liv på og få børn med osv…
Min kæreste er lige blevet 25 år og jeg er hans sådan første seriøse kæreste. Den første han har været sammen med i længere tid end et par måneder, den første han har boet med osv… Jeg har boet med en kæreste før ham og har haft et par lange forhold.
Mit eneste problem er at vi er utrolig dårlige til at skændes på en “god” måde, ja jeg ved ikke rigtigt om der er en “god” måde at skændes på, men jeg synes ikke vores måde at skændes på er særlig sund eller rar for nogen af os.
Som i alle andre forhold dukker der jo engang imellem – både store og små – ting op som får os op i det røde felt og giver anledning til et skænderi.
Jeg er ekstrem bange for at skændes … altså jeg føler det straks som et personligt angreb og tænker med det samme “åh nej, nu slår han op med mig fordi jeg har været dum!”, jeg opfører mig lidt som en slået hund og kryber rystende sammen, mens jeg bange venter på “min” dom. Jeg har rigtigt svært ved at snakke om tingene og begynder altid at græde og undskylde mig selv. Jeg får rigtigt nemt dårlig samvittighed og føler det er min skyld at der er dukket problemer op som giver anledning til at skændes.
Min kæreste har det bedst med at være i fred når han er sur/irriterende over et eller andet, han vil helst bare sidde i fred og hvis jeg bliver med at kører på – vil bare gerne have tingene ud af verden med det samme, jeg er ikke god til at gå rundt i flere timer og være uvenner – går han som regel en tur, især når jeg græder og bliver ekstrem ked af det.
Så ender skænderiet med at min kæreste kommer hjem og så er tingene sådan faldet til ro eller går i sig selv …
Her i dag har der også været dårlig stemning … jeg har rigtigt svært ved at styrer min brandert og får nogenlunde gange sådan et blackout hvor jeg brækker mig ud over det hele og falder i søvn… i går aftes til min kærestes 25 års fødselsdagsfest måtte de følge mig i seng allerede før kl. var 23. Rigtigt pinligt synes min kæreste – også jeg! – og han bliver rimelig sur på mig.
Jeg kan svagt huske at han skældte mig ud i nat da jeg lå og brækkede mig. Der har så hele dagen i dag været en trykket og virkelig dårlig stemning, vi har ikke rigtigt kunne få snakket ud, da hans ven og en veninde har været i samme rum som os hele dagen. Jeg sender en sms men han skriver tilbage at vi kan snakke når vi er alene.
Jeg går ud til ham da han står og laver aftensmad, kommer til at græde og han afviser mig sådan lidt små irriteret og siger vi kan snakke senere.
Vi har så ikke fået snakket da han har spilleaften med sine computervenner, men stemning er lidt bedre og vi kan da snakke sammen…
Jeg hader bare at jeg bliver så angst for at miste ham så snart det trækker op til et skænderi! Jeg hader at jeg straks får dårlig samvittighed – det hænger også lidt sammen med, at det tit er “min” skyld vi skændes. Min sygdom gør at jeg nogle gange lyver og fortæller nogle ting som ikke passer til min kæreste og så når jeg ikke kan styrer min brandert.
Det er jo MIN skyld at vi skændes, at der bliver dårlig stemning.
Vi skændes ikke meget… højest 1-3 gange på en måned, men det er bare det rene helvede for mig hver gang og jeg ville ønske at jeg var bedre til at tackle det 🙁
Men jeg er bare utrolig bange for at blive svigtet og tryghedsnarkoman med stort T. Jeg ved ikke om jeg er konfliktsky, kan sagtens starte skænderiet for at få det ud af verden med det samme, da det er sådan jeg har det bedst…
Synes også det er svært at min kæreste trækker sig så meget ind i sig selv og sender uklare signaler, der kan få mig til at gå rundt og have det ad h til hele dagen.
Jeg hader at så snart der er lidt dårlig stemning forestiller jeg mig straks vi går fra hinanden, jeg begynder at tænke hvor mon jeg skal flytte osv… og så føler jeg mig ekstra meget alene her i kbh, men min familie og mine få tætte venner langt væk i Jylland… Det kan nok også godt være noget af grunden til min angst, jeg er jo rimelig afhængig af min kæreste, da jeg jo er alene her i kbh og pga. min sygemelding ser jeg ikke andre mennesker til daglig end min kæreste og min behandler i psykiatrien hvor jeg kommer en gang i ugen. Jeg skal på torsdag og hen og snakke med dem på sådan et psykisk værested hvor man kan få hjælp til at komme i gang med hverdagen igen og vigtigst af alt; se andre mennesker! Jeg glæder mig hvert fald også til at begynde på studie til august.

Ja, ved ikke lige hvad jeg vil med det her indlæg, havde bare brug for at få det ud efter en virkelig lang og træls dag …