Selv bestemme samvær ? (langt)

Det er efterhånden 11 år siden pigernes far og jeg gik fra hinanden. I starten var samværet lidt svingende og al planlægning, kørsel osv lå hos mig. Men de sidste år, har det kørt stabilt hveranden weekend samt en uge i sommerferien.

Min eksmand bor 80 km herfra, og som regel kører jeg dem afsted fredag, og han kører dem hjem søndag. Bus og tog er dersværre ikke en mulighed, da det ville tage adskillige timer pga diverse skift.

Melanie (nu 13 år) har altid haft et lidt svingende forhold til sin far. Min eksmand er ikke ret god til at takle tingene, når det ikke kører snorlige (afleverede dem engang fra samvær med beskeden om, at næste gang skulle jeg sørge for, at de var i godt humør). Melanie er meget sin egen og bekymrer sig ikke ret meget om, hvad andre synes, om de ting hun gør – hvor Kayleigh overfor sin far er meget sød, stille, rolig og velopdragen, fordi hun er bange for at skuffe ham eller gøre ham sur/ked.

Melanie ligner sin far uhyggeligt meget, og jeg er sikker på, at det er derfor, de slet ikke kan kommunikere med hinanden. Jeg har flere gange forsøgt at “mægle” og hjælpe dem med at kommunikere og udtrykke følelser og behov, fordi de begge er ualmindeligt dårlige til at åbne op…… Desværre har det ikke rigtig hjulpet. Melanie føler, at hendes far foretrækker Kayleigh. Og min eksmands grundlæggende holdning til Melanie er, at hun bare skal “holde op med det pjat hele tiden”

Jeg har flere gange det sidste års tid “tvunget” Melanie ud i bilen om fredagen med gråd og tårer. Der har været gange, hvor hun har fået lov at blive hjemme, hvis der f.eks. var arrangement med veninderne. Min eksmand har altid sagt ok, men bestemt ikke lagt skjul på, at han forventer, at Melanie foretrækker ham, fordi de ser hinanden så lidt…… Jeg har forsøgt at argumentere for, at børn i den alder foretrækker deres venner og veninder frem for deres forældre – også selvom de ikke ser den ene forældre hele tiden. Men han har meget lidt forståelse for, at pigerne faktisk er store nu. Han forventer lidt, at de stadig skal reagere og opføre sig som de gjorde, da de var 8 og 10 år.

Som sagt har jeg ofte været mægler, bragt beskeder videre imellem dem, forklaret den ene, hvorfor den anden sagde eller gjorde sådan og sådan osv osv. Det har jeg naturligvis gjort for Melanies skyld, for at hjælpe hende med at bevare en eller anden form for forhold til hendes far……

Men jeg magter det næsten ikke længere, for intet bliver anderledes. Jeg har foreslået min eksmand, at vi søger børnesagkyndig rådgivning for at hjælpe ham og Melanie med at kommunikere. Men hans holdning til professionelle er, at de i hvert fald ikke skal komme og spille kloge of fortælle ham noget…….og så hjælper det jo ikke noget.

Hvis Melanie helt selv skulle bestemme, ville hun gerne, at det var op til hende selv, om hun ville afsted hver weekend og om hun vil sove der en eller to gange.

Den løsning synes jeg jo sådan set er ok, hendes alder taget i betragtning……men jeg ved også, at min eksmand ville tage det som et udtryk for, at hun ikke gider at se ham. Og det ville så drive en endnu større kløft imellem dem…………og det er der jo i bund og grund ingen af dem, der ønsker. Jeg føler bare ikke, at jeg kan blive ved med at tage ansvaret for, at de to har et forhold til hinanden.

Men hvornår må børn selv bestemme deres samvær ? Og hvad ville I gøre i min situation ? Blive ved med at være den, der opretholder deres indbyrdes forhold ? Overlade det til dem selv ? Eller hvad ?