-
Indlæg
-
Hej allesammen.
Har været medlem i nogle år, men det er længe siden jeg har været herinde.
Dog har jeg lige brug for at dele noget med “ligesindede”, altså jer som kan sætte sig ind i situasionen. Måske finder jeg ud af jeg ikke er alene med mine frustartioner..Jeg er 24 år, har to dejlige piger på henholdsvist 3 og 5.
Graviditeterne var begge planlagte da min eks og jeg begge var meget sikre på vi havde fundet den vi skulle blive gammel med.
Mine forældre var selv unge, og tog uddannelse mens min bror og jeg var små, de er stadig sammen, har gode jobs og det funger, så aldershindringen så jeg heller ikke.Nu er det sådan at vi desværre ikke forblev lykkelige.. tværdimod, og set i bakspejlet kan det sagtens være fordi vi har haft en alder der gjorde at vi i de seneste år, har gennemgået en kæmpe personlighedsudvikling fra at være unge til voksene. (Han blev så led og ligeglad, tog mig for givet.. men det er en helt anden historie;)
Vi blev skilt for et år siden, det går desværre ikke gnidningsfrit.
Det var min lille historie, men egentligt ikke det jeg ville dele med jer.
Se.. Jeg syntes jeg får SÅ mange kommentare om at være meget ung for at have to børn. Det er vel også sandt… Og jeg kender vel også min egen alder. Folk vil meget gerne have en forklaring og diskutere sagen.
Hvorefter de føler de skal vise en at de godtager, evt. med et lille klap på ryggen, og fortælle at man da også virker meget ældre, eller sige at alder jo heller ikke betyder noget når man er så moden.
(Ved det er sødt ment, men jeg er træt af at blive “anderledes gjort” på den måde)Det hænger mig langt ud af halsen.
Det kan irretere mig noget så grusomt at jeg i ny og næ skal forsvare mine belutninger, som i øvrigt (trods alt) gør mig super lykkelig.Grunden til det især går mig på nu, er at jeg oplever det i stigene grad når man nu kan sætte ordene enlig/single og ung mor, sammen..
Syntes også det er svært at befinde sig i single livet igen. Fuldstændigt surealistisk nu…
Skriv! Skriv! Del endlig med mig!!
VH Kristina
Hejsa.
Hjerteligt tillykke;)
Det lyder dejligt.Jeg tager det nok også mere tungt i denne tid, som jeg finder lidt svær.
Det er heller ikke som sådan negativitet jeg møder.
Er bare træt af at forklare, når man kommer ind på børn og skilsmisse.. Pludselig bliver man spurtg. “hvor gammel er du egentlig?”
“Det var da også ungt.” Oftes fortsat med “Det må da være dejligt…” mm.
Men folk vil meget gerne have historien igen og igen.
Og har en mening om hvad er godt, skidt, hvad må være hårdt mm..Det at fortælle om sig selv er jo også måden at lære folk at kende på.
Syntes bare der kommer så enormt meget fokus på hvordan det så er at være så ung. Det irretere mig lidt at jeg ikke bliver mødt helt på lige fod som hvis jeg var 10 år ældre. Forkert ord jeg bruger; fordømmende. Men det er det fokus på alder jeg er træt af.Er der virkelig ikke andre som oplever det?
Om man så føler det positivt eller negativt, så KAN jeg da ikke være alene.Vh
KristinaNu er jeg godt nok 29… Dog bliver jeg ofte skudt yngre, og nok derfor jeg ind imellem møder blikke på gaden når jeg kommer gående med mine 2 stk.. på 2 og knapt 5 år…
Men det bestemt også den eneste fordom jeg møder.. Ellers synes jeg faktisk kun jeg møder ros og klap på skuldren…
Både i privaten – arbejdspladsen – institionerne osv…
ja kender det godt var kun 16 da jeg fik min den stor som er 5 år nu og har en til lille på snart 1 år til juni.. bare når man tag bussen glor folk eller du handler og den stor bliver sur og plager en så kigger alle og man ved jo godt hvad de tænker prøv og se henden alt for ung til at have børn.. er selv lige blevet enlig for anden gang og kan ikke forstille mig og komme videre og se andre fyr igen.. så forstå godt din holdning har det på samme måde
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.