Skridt i udviklingen som kunne ende virkelig galt!

Åh ja, jeg tror vi alle glæder/ har glædet os til den tid hvor baby begyndte at gribe ud efter ting, rulle rundt, kravle gå, osv. osv. osv.

Men jeg må sige at det var godt nok med en KÆMPE klump i halsen at der skete noget nyt i udviklingen hos Emily i morges, jeg er selvfølgelig stolt, men stadig i chok.

Hun vågnede 6.45, jeg gik ind for at hente hende og lagde hende ind til hendes far i mens jeg gjorde en flaske klar, de ligger og hygger og jeg får gjort flasken klar, i det jeg træder ind i stuen, klør hendes far sig i øjnene, og i DET sekund beslutter Emily sig for at trille fra maven og om på ryggen for allerførste gang uden hjælp – men ikke ind imod sin far, nej – den anden vej – og landede EN cm. fra kanten af sengen, jeg råbte bare ‘PAS PÅ’ – til hendes far, og han blev virkelig forbavset, mit hjerte hamrede bare, jeg skyndte mig at tage hende op og kunne bare mærke hvor meget jeg var ved at tude, jeg blev simpelthen SÅ bange.

Indtil videre har vi haft 3 episoder hvor jeg er gået helt i panik, og jeg synes godt nok det er svært at ‘styre mig selv’ i sådanne situationer, jeg bliver virkelig ked af det.

For et par dage siden skulle jeg tage hende op – jeg kunne mærke at min negl fik fat i hende, og jeg turde bare ikke kigge på hende, jeg forestillede mig de værste ting var sket – jeg overvejede at ringe efter hendes far, for jeg turde bare ikke – jeg gjorde det alligevel, men der var intet – hun var ked af det i 5 sekunder, så var der intet – jeg tjekkede hendes øjne, ansigt og mund, men der var intet at finde.

Hvordan ‘behersker’ I jer i sådanne situationer? – jeg mener, jeg kan jo ikke stå i vuggestuen og stortude fordi hun har slået sig, eller en dag hun måske har brug at jeg virkelig er den som fortæller hende at det nok skal gå selvom hun er væltet på cyklen?