Snøft….

Jeg føler mig alene selvom jeg har venner. Når jeg er sammen med dem, så er jeg tavs, for så tænker jeg på hvorfor jeg er så tavs, måske har jeg ikke noget tilfælles med dem eller er det bare mig. Jeg føler at jeg er en egoisk hvis jeg bare åbner munden og bare snakker om mig selv, så det eneste der kommer ud af mig, drejer sig kun om dem og mine medmennesker. Jeg føler ikke at de ikke vil snakke om mig, som om de er ligeglade med at høre på hvad jeg siger. Det er lidt svært. Jeg har nok lært det derhjemme eller inden min mor blev syg at jeg ikke skal sige noget og lade dem om at snakke. Den eneste jeg kan snakke sammen med er min mormor. Ingen andre. Jo min kæreste måske, men det hjælper jo ikke meget. Jeg føler mig lidt alene indimellem. Hvad med jer?