-
Indlæg
-
Jeg lider af socialangst, og lige i dag løber den helt af med mig. Kan sidde her og være nok så stille og rolig, men tanken om at skulle udenfor en dør og MØDE mennesker skræmmer mig helt vildt.
Nu er det sådan at jeg får nogle piller mod epilepsi, og tager jeg et par ekstra af dem kan jeg som regel tøjle min angst og gå ud af døren.
men min kæreste mener jeg er pillemisbruger – hvilket han på sin vis har ret i, men jeg ved fandme ikke hvad jeg skal gøre.. Folk forventer at man bare altid er på dupperne, og det er bare ikke tilfældet med mig.. Og ovenpå al den sgdom på det sidste kan jeg dårligt overskue noget som helst.
Hvad pokker kan jeg gøre, det er ikke kun mig der lider under mit “handicap”, men hele familien.. Kæresten får ikke arbejdet nok, jeg orker ikke børnene, og heller ikke at gå udenfor en dør og være social..
Gid der bare var nogen der ville anerkende at jeg er ude at skide så jeg kunne få noget hjælp, men min læge mener aldrig man fejler noget, og gør man kan det vel klares med et par panodiler..
For pokker mand.. hvad skal jeg gøre.. hoppe i havnen måske?
Gode råd søges!
Jeg går lige pt. og venter på, at komme i behandling for scocial angst/fobi – er ikke helt blevet diagnosticeret (staves) endnu.. Men der er så også en ventetid på 7 måneder..
Jeg gik til lægen, da jeg ikke kan klare et arbejde eller en uddannelse, pga. min “frygt” for andre mennesker.. Og jeg fik en henvisning til “Stolpegården” og har så været til 3 for-samtaler derude og er nu på venteliste..
Jeg ved, at der er nogle enkelte steder i lille Danmark, hvor de har nogle rigtig gode behandlingssteder, i stedet for kun at “tage til takke” med at gå til en spykiater/psykolog og evt. bare få medicin..
Men du må slå i bordet over for din læge og sige, at du IKKE kan leve sådan, da det hæmmer dig og dit liv, samt din familie..
Og du skal være velkommen til at sende en pm, da jeg kender det og levet med det..
Jeg har så taget mod til mig og skal faktisk mødes med nogle tøser herinde fra i næste måned – så er meget spændt på hvordan det går, da det også er noget jeg har meget svært ved – at møde nye mennesker..
Desuden behøver man Ikke piller, men de kan være en god hjælp alt efter hvor slemt det står til.. Jeg har selv valgt, at jeg ikke vil på medicin mens jeg venter på behandling – nok også fordi jeg er gravid.. Men alligevel.. Jeg vil gerne se om jeg kan leve mit liv uden “lykkepiller”
Knus Camilla
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.