superhyggeligt…

mine veer begyndte klokken 01.30 søndag aften, og jeg ringede til hospitalet for at høre om det nu ku passe… jeg var sat til den 21 og hun er født d. 23 så hun var relativt punktlig…

efter 6 veer var der 10 min imellem dem, og vi fik besked på at ringe efter en ambulance, så det gjorde vi. Woody var helt lam i hovedet, og brugte 10 min på at få venste sko på højre fod, og ledte osse efter sine briller, selvom han havde dem på.. han var så kær den nat…

jeg var overraskende rolig… jeg havde forventet at jeg ville panikke eller blive hysterisk for det har jeg altid haft en tendens til når ting belv for pressede eller stressede, men ikke denne gang. og i ambulancen var det Woody de måtte sidde og berolige.. jeg lå bare der på båren og jokede med en af redderne. når jeg tænker tilbage er jeg faktisk superstolt af mig selv… det havde jeg slet ikke ventet.

vi ankom til OUH kl 4 om morgenen 23. oktober. og da var jeg alledere 4 cm udvidet… min jordemor hed Sinne, og var simpelthen bare den bedste jeg kunne have fået. hun var bare så god, og fik mig til at slappe helt af.

det var meningen at jeg skulle føde i vand, men i sidste øjeblik kunne det ikke lade sig gøre, på trods af at jeg allerede var i karret. men mit vand ville ikke gå, så jeg kom op, og fik at vide at jeg skulle gå lidt rundt for at få det til at gå af sig selv… så jeg begyndte at synge og danse, for det hjalp osse på smerterne… og da min mor så jokede om hvad jeg mon ville synge under presseveerne, lovede Sinne mig at hun ville gi kage hvis jeg var i stand til det… (behøver jeg at sige at jeg spiste kanelsnegle med min morgenmad dagen efter? 😀 )

men mit vand ville bare ikke gå, så de måtte prikke hul på det… og da vandet var grønt, kunne jeg ikke komme ned i vandkarret igen. og på det tidspunkt var jeg 10 cm udvidet, så det var osse for sent med en rygmarvsblokade… så jeg fødte 100% naturligt… jeg blev tilbudt lattergas, men det får jeg altid kvalme af ved tandlægen, så jeg takkede nej. der gik 1½ time fra første presseve til hun var ude…

Caitlin var helt blå da hun kom ud, men ellers lille og fin med gode lunger… og hun blev lagt på min mave og næsten med det samme løftede hun sit hoved og kiggede rundt… hun har kunnet holde sit hoved selv, siden hun var spæd… endnu mere stolt 😉

og hun har bare været dejlig lige siden. men det var bare en rigtig hyggelig fødsel på trods af de selvfølgelige smerter.