Tanker om at flytte fra Danmark…

… jeg sidder lige nu og roder rundt med en masse tanker omkring det at forlade Danmark. Sagen er, at denne gang er det permanent – at flytte til Grækenland var som udgangspunkt ikke en permanent beslutning, mere en beslutning hvor jeg tænkte “jeg kan altid tage hjem igen hvis det ender galt” – men denne gang er det permanent.

Grunden til at det er permanent er at jeg ikke kan eller vil tage børnene fra Pete. Jeg kan heller ikke selv forlade dem for at tage til Danmark..

Vi vidste fra starten at en af os måtte opgive sit land og familie – vi vidste også at det mest logiske valg var at det skulle være mig eftersom mit engelske er flydende og Pete ikke kan en lyd på dansk.

Men for at bo permanent i England vil jeg gerne have engelsk statsborgerskab så jeg kan leve helt på fod med den øvrige engelske befolkning og for at få det skal jeg opgive mit danske statsborgerskab, for Danmark tillader ikke dobbeltstatsborgerskab. – Så teknisk set vil jeg ikke længere være dansker, men jeg vil heller ikke være englænder, hvad pokker er jeg så? Danskfødt med engelsk statsborgerskab? Eller vildfaren dansker med engelsk pas?

Så nu føler jeg bare.. jeg opgiver så meget af mig selv for at være sammen med ham, og jeg ved det er hvad jeg vil, men.. ja.. alle de navne vi har valgt til vores børn er engelske – selv Tristans navn er engelsk. Alle de traditioner vi vil følge er engelske, selvom jeg har slået foden i bordet for dansk jul den 24! – sproget der vil blive talt er engelsk, måske vil mine børn ikke komme til at snakke dansk hvis jeg selv glemmer at snakke det til dem.. selvom om jeg ikke har det vilde forhold til min øvrige familie, så vil jeg stadig kun se dem virkelig begrænset.

Synes i egentlig det er fair at jeg nedlægger veto og siger at får vi en pige SKAL hun have et dansk navn? Bare for at beholde lidt af det danske i både dem.. og mig.. for jeg vil savne Danmark..! Er der andre ting jeg kan gøre for at beholde lidt af Danmark i mit liv og min hver dag?