Uddybelse af jeg synes… Læs venligst.

Hej alle sammen..

Gud hvor blev jeg da lige misforstået i det andet indlæg så prøver lige at uddybe det jeg mener…

Jeg undskylder hvis det trådte mange over tæerne, hvilket jeg jo har kunnet læse at det gjorde.. Så undskyld til alle jer der følte jer trådt på…

Prøver lige at se om jeg kan uddybe det hele uden at det er så let at misforstå….

Ang. pyldre om sine børn…

Dette var bestemt ikke ment til folk som har meget syge børn. Det er ment på den måde at jeg synes hurtigt at nogle mennesker gør deres børn mere syge end de egentlig er. F.eks at hvis en dreng på 2½ har 38 i feber, at moderen så med det samme går i panik og ringer til vagtlægen og mener helt bestemt at han har alvorlig lungebetændelse og skal indlægges… Vil gerne understrege ved at sige pylre om sine børn mener jeg ikke at tage sig kærligt af dem når de er syge, eller reagere på deres sygdom. Det er vores pligt som mor at reagere, og jeg håber squ at i reagere hvis der er noget galt.
Dette punkt er ikke til folk der har haft meget syge børn, og derfor er mere på dupperne mht til enkelte barns sygdom.
Håber jeg fik det skrevet lidt mere så det var til at forstå..

Ang. det er det er hårdt at være forældre..

Dette er nok det folk har taget mest til sig efter hvad jeg har læst.
Jeg mener ikke at det at være mor er en dans på roser.. Bestemt ikke.. Det at være mor giver bekymringer, søvnløse nætter, frustration, osv.. Og det er jeg UDEMÆRKET GODT klar over at det gør..
Er selv mor og har også stået som alene mor til Tobias dengang.
Det jeg mener er at nogle folk tit skriver: Det er bare så hårdt.. Og ja gu fanden er det da hårdt til tider, og det ville squ ikke være normalt hvis det ikke var..
Det jeg mener med det her er at jeg ikke synes at det er jordens undergang at det er hårdt.. Der er perioder som virkelig trækker tænder ud på enhver forældre. Og jeg har squ også stået i frustration og grædt og grædt og følt at nu knækkede filmen bare.. Men man klarer det squ..

Når jeg skriver det sådan er det nok fordi at jeg har oplevet det der var værre, nemlig at miste et barn. Forventer ikke at mange af jer kan forholde jer til hvordan det er at miste et barn. ( Og gudskelov for det)
Men i forhold til at miste et barn vil jeg hellere have et barn som er sygt, som lider af kolik og skriger i et helt år.. Og det er ikke ved jer at den fejl ligger, den ligger ved mig, fordi når jeg tænker på hvordan det er at miste et barn, så er det at være mor til daglig med diverse ting piece of cake, hvis man sammenligner de to ting. 😥

Jeg har aldrig sagt at det er nemt at have et barn, og være forældre, for jeg ved ligeså godt som jer andre at det er ikke en dans på roser..

Men børn er og blir en gave, og det jeg ønsker for alle er at i husker at glæde jer over jeres børn, også selvom de måske hopper i køkkenskabet og fylder køkkengulvet med mel, og leger skøjtebane i det.
Det at have dagligdags bekymringer, og frustration er intet imod at miste et barn og efter at vi har mistet Emily har ordet hårdt givet mig en helt anden betydning.

Ang det med at være tilfreds med sit liv:

Jeg er godt klar over at der er mange herinde som står i en situation som de bestemt ikke ønsker hvor de ikke kan gøre noget. Og jeg har squ ondt af disse mennesker.. Dette punkt var ikke ment på de piger herinde som er låst i nogle situation af enten den ene eller den anden art.
Det jeg mente var at de ting man KAN ændre i sit liv og gerne vil have ændret må man arbejde hen imod.
F.eks: ( Latterligt eksempel men håber at det går) Hvis man gerne vil have vasket op.. Hvis man gerne vil det må man jo gøre det, i stedet for at stå og kigge på opvasken og ønske at trylle den væk..

Alt i alt var det jeg mente på det her punkt: Prøv at nå jeres mål.

Ang. Dovne mænd og elendige forhold:

Huhhhh…. Nu læste jeg i det ene indlæg at jeg ikke vidste hvor hårdt det var… Og der vil jeg gerne stampe i jorden og sige: GU GØR JEG SÅ!!!!
Jeg fik Tobias med en fyr som er dovenskaben selv. Jeg troede dengang jeg blev gravid med Tobias at han nok skulle blive en god far og en god kæreste.. Men jeg tog fejl.. Jeg gennemgik graviditeten total mutters alene, han har total ligeglad.. Han havde INGEN interesse i noget som helst med hensyn til Tobias eller mig overhovedet..
Det første år af Tobias liv var han ikke til stede, vi boede sammen 7 måneder af Tobias liv og ikke en gang har han så meget som ænset Tobias. Jeg måtte tvinge ham til at tage ham den ene nat og hvad gjorde idioten, han stak tobias med en kogende flaske MME fordi han ikke GAD tjekke om den havde den rigtige temperatur, ( Skal lige siges at jeg havde forklaret ham en million gange hvad han skulle og endda havde gjort det hele klar til ham og skrevet en seddel om hvor lang tid flasken skulle have.. Den skulle have 37 sek og idioten gav den to minutter og stak den direkte i munden på min lille skat. )

Han rørte ikke en finger. Jeg måtte smide ham i bad og hvis jeg ikke gjorde gik der gerne 14 dage imellem at han gik i bad. Han kunne ikke engang tage sig sammen til at gå på toilet uden at skulle sidde en halv time for at tage sig sammen som han sagde.
Han var der ikke for mig eller for Tobias overhovedet, han sad foran sin pc og kunne ikke engang tage sig sammen til at vende kontorstolen og tage sin cola på bordet selv.. Det gad han ikke.
Jeg kæmpede for at få ham til at hjælpe i rigtig lang tid, dette resulterede i at jeg da Tobias var ca 4 mdr, gik ned med flaget og endte i en depression og skulle starte på anti depressive piller.
Jeg ved godt at man gør meget for et forhold og for at holde familien samlet, specielt når der er et barn indblandet, jeg gjorde det også. Men det havde også sin pris, og jeg fandt faktisk ud af at det var nemmere at være selv. Og den dag i dag ville jeg ønske at jeg dengang havde taget det valgt noget før.

Så tro mig tøser, jeg har været der med en doven mand..

Jeg valgte da Tobias var 7 mdr, at smide ham ud. Jeg orkede ikke mere, og gu fanden hvor var det svært, alle de drømme og forventninger man havde om have det her lille barn og sin egen lille familie de sprang, og f*** hvor gjorde det ondt.

Jeg græd mig i søvn hver dag og kunne slet ikke overskue hvordan jeg skulle komme videre derfra. Alle drømme knækkede og man stod på bar bund igen….

Så tro mig jeg har fandme også været der.. 😥

Jeg undskylder igen overfor de mennesker jeg trådte over tæerne og håber at i nu måske bedre kan forstå hvad jeg mener, selvom det er skdie svært på tekst..

Når jeg siger at I skal nyde jeres graviditeter, børn, parforhold m.m. Så er det ikke fordi at i skal rende på en lyserød sky hele tiden og bare være glade, for det tror jeg squ ikke at der er nogen mennesker i denne verden som kan.. Jeg kan heller ikke.. Det jeg mener er at jeg håber at i vil nyde det så meget som muligt, og prøve at se lys i stedet for mørke. Selv det til tider kan virke total uoverskueligt og uden ende..

Knus Inge-Lise – Som inderligt håber at folk nu bedre forstår hvad jeg mener så jeg ikek blir misforstået igen..