Vi har ikke så mange venner…

Puha, så ligger man lige et meget følsomt emne ud her…

Kæresten og jeg har ikke så mange venner… Det gør faktisk lidt ondt indeni, for vi føler sgu, det er os, den er gal med, det tror jeg egentlig ikke, det er… Eller i hvert fald, så har vi ikke oplevet at blive valgt fra, når vi har nogle venner, det er mere det med at finde dem, der går det ligesom galt. Dog kan man jo ikke lade være med at tænke: “hvad er der i vejen med os?”, når vi ikke har så mange venner.

Vi er bare ikke som så mange andre mennesker på vores alder. Vi synes ikke, at det er fedt at være skide stiv tors-, fre- og lørdag, altså vi kan sagtens drikke os fulde, men det er bare ike noget, vi synes er fedt vildt ofte. Og det føler jeg tit, at andre unge mennesker slet ikke forstår. Som om vi har pest eller noget, fordi vi ikke gider det. desuden arbejder min kæreste meget, og ha er meget ambitiøs (staves?), så derfor har vi i perioder ikke tid til at pleje venskaberme så meget.

Iiih.. Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her indlæg, men hvorfor fanden skal man udstødes fordi, man synes, at en lækker middag og sjov hjemme hos venner er federe end at drikke helt vildt?

Hvad skal vi gøre? Jeg er sygemeldt, så jeg møder desværre ikke så mange mennesker, kæresten møder kun “folk, der er 35+ i sit arbejde.

Iiiih… Nogen, der har lyst til en parmiddag? (for nu at bruge et udskældt gammeldagskedeligt udtryk )