Vores engle’s historie og nuværende situation

Hej alle. Jeg er rimelig ny herinde, men har læst med i mange af jeres debatter osv, og nu syntes jeg ligesom jeg er klar til at lægge min historie ud til verden.

Jeg var gravid med tvillinger i 2007 hvor mit liv var enorm kaotisk og meget komplicerede da min lillesøster på tidspunktet var 15år gammel og bosat hos mig, indtil Randers kommune fandt en anden løsning som kunne aflaste vores mor. Min kæreste og jeg boede sammen i en lille lejlighed og vi ventede tvillinger og vi var enorm glade og vi kunne simpelthen ikke vente.

Min søster fik endag et anfald som kort tid efter blev betegnet som et damp anfald, da min kæreste og jeg havde opdaget hun hoppede med på vognen med nogle veninder, hvor de drak og hang ud med en masse ældre fyrer. Vi konfronterede hende med det og at det ville vi ikke have, hvorefter hendes udbrud af vrede desværre skulle ende i vold og mine englebørn i maven.

Jeg mærkede ikke liv et par dage og havde meget stærke smerter og var trættet af alt det der var nu sket, så jeg blev hjemme fra arbejde mandag morgen d. 10 sep. 2007 – hvorefter jeg ville kontakte lægen for at få en tid hos hende. Det nåede jeg aldrig for da jeg sku på toilettet for at tisse, følte jeg pludselig en mærkelig smerte, og en mærkelig pressen ned mod mit underliv.. Jeg skyndte mig at ringe til 112, hvor de var der 15min efter ca, og der lå jeg på mit badeværelse-gulv med vores dreng benjamin halvt ude af mig. Ambulancefolkene besluttede sig for at kontake jordemoren som kom susende i en fart. Da hun ankom til min bopæl var jeg alene i min krop. Mine engelbørn Benjamin og Elisabeth lå der i mine arme mens ambulancefolkene græd med mig, og spurgte om de sku ringe til min kæreste. Det skulle de ikke for han var til eksamen idag. Jeg blev kørt på sygehuset og gennemgik de ting man nu skal gøre, hvorefter de spurgte og jeg ville have billeder og aftryk med at mine børn.

Billeder kunne jeg simpelhen ikke få mig selv til at tage af mine børn. De var for skrøbelige til at blive fotograferet mente jeg da jeg var i den tilstand. Jeg fik aftryk med hjem af vores engle og Min kæreste og jeg var i dyb sorg. Så dyb vi på et tidspunkt faktisk overvejede at gå døden i møde, men midt i sorgen fik vi vores øjne op for hinanden og for at vores engelbørn ikke skulle se deres mor og far endnu. De skulle have en søster eller bror som de kunne leve igennem..

Jeg fandt ud af jeg var gravid igen efter kort tid og da vi ankommer til nf-skanning i marts 2008 – 5 dage før vores 20års fødselsdag fik vi beskeden på at vores ønskebarn vi ventede os, ikke kunne overleve da dens hjerne voksede udenfor hovede da hjerneskallen ikke var vokset sammen. Fik en kirugisk abort og endnu et nederlag for os, men vi havde troede på vi ville give vores 3 engelbørn nu en søster eller bror..

Her sidder jeg idag og er gravid igen og er i uge 28+3 idag. Har adskellige gange været til skanning og de holder meget øje med mig, men jeg tænker på mine englebørn og jeg savner dem inderligt. Mange syntes vi var hurtige til at “komme op på hesten igen”, men sådan fungerede det ikke. Min kæreste og jeg HUNGEREDE efter kærligheden som vi skulle havde givet vores englebørn. Vi gav den til hinanden – som så endte i graviditet. Jeg har været en skeptisk og hystade ang. denne graviditet. Folk er trætte af at høre på mig. mærk nu sparker han, mærk nu vender han sig, osv osv.

Er det hel forkert at savne sine englebørn så meget man ønsker en søskende til dem? Er det hel forkert at mene man har en masse at give til et barn selvom det aldrig vil blive den samme kærlighed til vores engle?
Måske min kæreste og jeg bare er anderledes end mange andre?