synes den smager af cola light med vand puha puha

(følgende er et udsnit af en længere tekst jeg har skrevet til liva, som hun kan læse når hun bliver ældre)

Veerne tog til i løbet af natten. De blev meget slemme. Jeg vred og vendte mig, og hulkede når de var på deres højeste. Din far sov som en sten. Han var nok træt og udmattet efter alle dagens indtryk. Mange tanker flyver rundt på sådan en dag. Han hørte slet ikke at jeg lå vågen. Jeg kan slet ikke huske at jeg sov. Måske i ganske kort tid, men det var nærmest umuligt. Tidligt søndag morgen, vågnede han alligevel. Jeg tror at det var min jamren han blev vækket. Han sagde at nu syntes han altså at vi skulle ringe til sygehuset og sige at vi var på vej. Så måtte de sige hvad de ville, men vi ville i hvert fald komme derind og få et tjek. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle rejse mig fra sengen, få tøj på, ned ad alle trapperne, og ind i en kold bil og sidde. Havde mest lyst til bare at lægge mig ned og have ondt af mig selv, men det kunne jeg jo ikke gøre. Det ville hverken hjælpe dig eller mig. Vi kom ned til bilen. Vi kørte i din fars firmabil, ofr vi ville ikke risikere at forden pludselig gik i stå på vejen. Det ville være forfærdeligt at sidde der midt på motorvejen og ikke komme nogen vegne, mens du blev mere og mere desperat for at komme ud.
Jeg fik bakset mig ind i hans Berlingo, og vi kørte mod sygehuset. Jeg kan huske at det var en meget smuk morgen med blå himmel. Jeg tænkte at det var en dejlig dag at få en datter på. Klokken var 6.50 da vi kom ind på fødegangen. Det var ikke den samme jordemodere som om fredagen. Hende der var der nu, var meget sød, og spurgte til hvordan mine veer var. Hun kunne se at slimproppen var gået og at jeg var 5 centimeter åben. Det var godt at vi var kommet ind. Jeg kom fra undersøgelseslokalet og ind på den fødestue hvor du skulle komme til verden. Jeg var nervøs for hele situationen. Man kunne høre smerteskrig fra de andre lokaler, og det beroligede mig bestemt heller ikke. Der var vagtskifte og en ny jordemoder kom ind. Det var hende der skulle hjælpe mig igennem forløbet. Hun var rigtig venlig. Hun var ung og hed Aino, og var vist lige blevet udlært, så det var også spændende for hende. Hun fortalte at vi ville blive forældre i dag. Det var meget mærkeligt at få at vide. Den 7. maj skulle blive din fødselsdag. Inderst inde vidste vi det jo godt, fødslen var jo faktisk igang, men det var alligevel noget andet når det blev sagt af en jordemoder. Tænk at den 7. maj ville blive en dag vi aldrig mere ville glemme. En dag der ellers alle andre år bare var en, der var kommet og gået. Nu kunne vi kun vente på hvad tid du ville komme. Jeg fik en dims på maven, der målte din puls. Det hele så fint ud. Hun spurgte om vi ville have morgenmad, og vi takkede ja. Vi havde jo slet ikke fået noget at spise, før vi gik ud af døren. Hun kom med en bakke med ristet brød, og så sad vi og hyggede os. Faktisk husker jeg det som noget rigtig dejligt at sidde der i sengen og spise toastbrød med marmelade. Selvfølgelig gjorde det ondt når veerne kom, men i pauserne mærkede jeg ikke noget. Det var bare rart at sidde der og vente, og jeg vidste at ejg var i trygge hænder. Det jeg husker meget var at der slet ikke var nogen vinduer. Det var et helt lukket rum, der lå midt inde på Sygehuset. Det eneste vindue der var, sad oppe i loftet. Det var lidt underligt. Slet ikke som det sted jeg havde forestillet mig, men sådan er det jo næsten altid. Ting og steder ser anderledes ud end man forestiller sig.
Jeg fik lagt et drop, fordi jeg havde haft længerevarende vandafgang. Det var ikke noget der gjorde mig bekymret, for Aino sagde at det hele så fint ud. Veerne blev efterhånden kraftigere. Hun spurgte om jeg ville stå op, jeg prøvede,men det gik slet ikke. Jeg kunne mærke at mine ben ville falde sammen under mig, så jeg blev lagt ned i stedet for. Da smerten blev meget slem i lænden gav hun mig noget hun kaldte bistik. Hun ville lægge tre, men det var de færeste der kunne holde smerten ud når de blev lagt. Jeg fik to, og måtte så sige stop. Det gjorde meget ondt. Smerterne i lænden forsvandt som dug for solen, istedet gik de ned til underlivet. Nu var det ikke spor behageligt mere. Hver gang der kom en ve, knugede jeg din far meget hårdt i hånden. Bagefter viste han mig mærkerne han havde fået på håndledet. De var dybe efter mine lange negle, det må også have gjordt ondt på ham, men han brokkede sig ikke et sekund. Aino kaldte en anden jordemoder ind. Hun holdt øje med din puls på en skærm. Hun kunne se at hver gang jeg havde en ve, så faldt din puls. Det var ikke så godt. Din navlestreng sad sansynligvis rundt om din hals. Pludselig gik det hele meget stærkt. Det blev besluttet at du skulle tages med sugekop. Der kom flere jordemødre ind. Aino sagde til mig at når jeg fik en presseve, skulle jeg presse så meget jeg kunne. Der gik ikke lang tid før den kom. Det var underligt for jeg var slet ikke i tvivl om at det var en presseve. Det var ligesom at være på toilettet, og det var helt umuligt at lade være med at presse. Jeg fik sagt at nu pressede jeg altså, og jordemoderen fik sat sugekoppen fast på dit hoved. Det var det der gjorde mest ondt under hele fødslen, og jeg skreg meget højt. Så var du ude i løbet af et sekund. Det var meget mærkeligt, pludselig var det hele overstået. Jeg havde slet ingen tegn på smerter længere. Det var ikke til at forstå at jeg lige havde været igennem en fødsel. Søndag d. 7 maj 2006, klokken 11.27 kom en lille pige og en ny far, og mor, til verden. De spurgte far om han ville klippe navlestrengen over. Han sagde nej fordi den stadig sad rundt om din hals, og vi bare ville have den væk så hurtigt som muligt. Jeg ville heller ikke klippe den over, så det gjorde jordemoderen. Du skreg og skreg. Det dejligste skrig jeg nogensinde har hørt. Det var så underligt at høre din stemme. Den skulle du bruge resten af livet, og vi var de første der havde hørt den. Den alderførste lyd du nogensinde lavede, tænk at din stemme, aldrig havde været brugt før. Du blev pakket ind og lagt op på min mave. Så lå du der, min egen lille datter. Jeg vil aldrig glemme duften af dig. Duften af nyfødt baby er noget helt bestemt. Der er lavet enn undersøgelse der viste at forældre kan genkende deres spædbørn, kun på lugten. Det ville jeg også have kunnet. Du duftede så vidunderligt, bedre end nogen parfume.

jeg synes ikke det lyder særlig fedt. Jeg ville i hvert fald ikke synes det var sjov.. det lyder ikke som om at Bedste har accepteret at i er en del af familien nu…. Jeg havde gjort som dig

min mening er at alkoholikere er meget dårlige forældre, og det er en naturlig ting at hade dem. jeg taler af erfaring… Jeg gav min mor valget mellem mig eller alkoholen, og hun valgte det sidste. Jeg kan ikke bruge en mor der vælger alkohol frem for mig. en mor bør vælge sine børn uanset alt andet. ja det er så min mening

du forstår da at gøre dig til foran kameraet 😉