Fødselsberetning- Lianna

Ja det er jo faktisk lidt snyd kun at sætte den ene af 3 fødsler ind, men det er den eneste jeg har skrevet ned, og den jeg husker bedst.

Håber i synes om den, som alle fødsler var det jo et lille mirakel..

Vandet gik onsdag den 21/6-06 omkring 21:00. Ringede til fødegangen da hovedet ikke stod fast, og kom til at snakke med den jordemoder der havde taget imod både Thor og Patrick. Hun mente vi bare skulle afvente veer, så det gjorde vi så.Mor og far skyndte sig at træffe en masse foranstaltninger så vi kunne komme afsted på fødegangen når der kom veer- men ak, det blev en lang begivenhedsløs nat, og tante Milla og Onkel Kenneth kom ikke til at sidde alene.

Ved 5 tiden begyndte der så småt at komme veer, men der var lang tid mellem dem, og de gjorde ikke mere ondt end at jeg bare kunne trække vejret normalt. Ved 8 tiden var Thor og Patrick afleveret, og vi ringede til fødegangen hvor vi aftalte at være ved 9 tiden. Klokken halv ti var vi så derinde, og jeg havde åbnet mig 2 fingre.. Hmm.. Ikke meget- men helt ærligt ikke uventet, for veerne var stadig uregelmæssige. Så kom der 3-5 stykker lige i rap, og så gik der måske 10 minutter uden nogen. De bed da mere, men stadig ikke noget jeg følte åbnede mig.

Vi aftalte med jordemoderen at gå en tur i byen. DUM IDÈ- vi lider af dårlig timing i familien tror jeg, for det var stort set umuligt at finde en p-plads i Silkeborg under riverboat festival. Stod og ventede på Morten der ledte efter en p-plads, og fik et par veer. Tror jeg så lettere forpint ud, for 2 søde kvinder kom og spurgte om de kunne hjælpe mig ( må have set lidt åndet ud som jeg stod lænet ind over “Tøj og sko´s” tøjstativer med veer og koncentrede mig om vejrtrækning). Sagde til dem at det var sødt af dem, men jeg stod bare og ventede, og at det “bare” var veer. Men det var nu sødt af dem at spørge.

Da jeg havde ventet over 20 minutter på Morten uden han var dukket op, og havde været i H og M uden at kunne købe noget da jeg ikke havde pung med, besluttede jeg mig for at gå tilbage til parkeringspladserne. (Syntes det var ret vigtigt at få noget tøj i str. 50, da jeg jo primært havde købt 56, og ikke regnede med at det ville passe når nu fødslen gik igang lige som jeg havde rundet uge 38). Tøj blev der dog ikke købt i den omgang, for syntes egentligt ikke det var så fedt at vade rundt i byen med veer. Fandt så Morten igen, og vi blev enige om at køre tilbage til fødegangen. Han syntes ellers vi skulle køre en tur i bilen, da bilens bevægelser fik veerne til at komme hele tiden- men det er IKKE rart at have veer når man sidder ned i en bil!

Vi kom op til fødegangen igen lidt i 12, hvor jeg fortalte jordemoderen at jeg ikke mente der var sket noget nævneværdigt i forhold til udvidelse- og fik også ret. Lige lidt over 2 fingre.. altså under ½ cm, og kunne mærke det nok ville være sådan noget tid endnu. Var simpelthen “gået i stå” lige som sidste gang- livmoderhalsen var stram og meget øm, denne gang gik det bare i stå hurtigere- sidst nåede jeg at åbne mig 6 cm inden det gik i stå.

Hun skød dig til at veje 3600 gr derinde ( stort set alt vandet var væk, så lignede jeg kun var 6 måneder henne, og tænkte at det måtte gøre det lidt nemmere at skønne præcist). Vi aftalte at jeg skulle have epidural og evt. vestimulerende hvis der ikke skete mere. Blev så koblet på en CTG der afslørede at du var ret skidt derinde i perioder. Din hjerterytme dykkede flere gange ned på mellem 60 og 70, men vi fik den heldigvis op hver gang.

Omkring klokken 13:20 blev epiduralblokade anlagt- den var slet ikke slem at få lagt som jeg havde frygtet. Morede mig endda over lægen der lagde den, for han sagde han nok skulle fortælle alt hvad han lavede, men det glemte han altså lige da han stak mig ( nok for at man ikke når at spænde op), så jeg mærkede en nål blive kværnet ind i ryggen, og så sagde han at nu lagde han lokalbedøvelsen.. ha ha.. det havde jeg så godt opdaget!

Jordemoderen havde rost mig for min vejrtrækning og min ro, og helt ærligt følte jeg også et enormt overskud, fordi jeg selv havde truffet de beslutninger der var at træffe ved den plan B der trådte i kraft når jeg ikke udvidede mig. Det var en helt enorm dejlig fornemmelsen at føle at jeg virkelig var en aktiv del af den her fødsel- og det gjorde det nemmere for mig at holde hovedet koldt.

Kort tid efter blokaden var lagt satte de ve-stimulerende drop til på laveste dosis. Så dykkede din hjertelyd igen, og droppet blev slukket igen for at observere om du så fik det bedre. Der kom noget bedring og lidt over 14 blev der tændt for droppet igen- igen på laveste dosis. Der blev sat en elektrode på dit hoved ( var ikke så rart, da jeg ikke var så åben og stadig øm derinde), for bedre at kunne følge dit hjerte stabilt, da en CTG kurve godt kan hoppe fra i korte øjeblikke hvis man bevæger sig lidt.

Jeg mærkede ikke noget til veer, men kunne følge din kamp derinde med hjertelyd der dykkede ofte. Fik en maske med ilt for at hjælpe dig, og lå da troligt med den når der var problemer derinde- men syntes helt ærligt den var irriterende.

Selvom jeg ikke mærkede veerne mere ( aaaah hvor dejligt), kunne jeg med jævne mellemrum mærke en øm pressen forneden, og talte med jordemoderen om at det muligvis var den ømme livmoderhals der gav sig.

Din hjertelyd dykkede fortsat, og syntes der var et rend af læger ud og ind. Snakken faldt mere og mere på kejsersnit, og tror nærmest vi havde indstillet os på at det var sådan det blev- jeg var også bange for at miste dig derinde ved at stresse dig flere timer endnu med veer og fødsel, og syntes ikke et ar og en operation var en slem pris at betale for at du skulle klare den.

Omkring 15:11 kunne jeg pludselig mærke at jeg skulle presse- det var meget voldsomt, og jeg var slet ikke forberedt på det pga de manglende veer. Fik fremstammet at jeg skulle presse NU, og jordemoderen undersøgte mig igen, og kunne konstatere at jeg var fuldt udvidet, og gerne måtte presse med på næste ve. De fik mig gelejdet over på fødebriksen da jeg lå i sengen ved siden af- og Morten gav sig til at fortælle mig at jeg skulle huske masken.. som om jeg liiige kunne overskue at tage den med når det altså var NU!

På fødebriksen sagde jordemoderen da veen kom at jeg skulle tage mine ben og holde om dem. Sådan at jeg sad op, med hænderne om lårene og pressede dem mod mig selv. Så kom veen, og jeg pressede af alle kræfter. Du lå stadig ikke helt på plads, så du skulle lige helt ned- og bum, så var hovedet der. i fødselsjournalen står der “caput fødes i 1 presseve” (caput= hoved). Jeg var så bange for dit velbefindende, så jeg skulle ikke nyde noget af at vente på den næste presseve kom inden kroppen kom ud, så jeg pressede videre, og så blev kroppen født.

Du havde navlesnoren om halsen, det hvide i dine øjne var helt rødt af blødninger, du kunne ikke rigtigt åbne øjnene fordi du var hævet, og så var du noget slap. Jeg fik heldigvis lov til at få dig op til mig kort inden du kom over for at blive undersøgt, og var simpelthen ved at tude over at se dig. Du var så smuk og fin og LILLE!!

For at give dig den bedste start blev du indlagt på intensiv i et par timer i kuvøse med c-pap ( ekstra ilt), og fik det hurtigt bedre. Jordemoderen kom ned på intensiv og målte og vejede dig. Du var 3200 gram, 53 centimer lang, og havde et hovedmål på 35 centimeter. ( Jeg synes stadig du var lille, når man husker på Patrick der for små 2 år siden vejede 4200 gr. ved fødslen).

Når jeg tænker over det hele bagefter er jeg sikker på naturen har sat fødslen igang fordi du ikke havde det godt. Ved godt jeg nok aldrig vil få bevis for den påstand- men du havde været stille en lille uge op til fødslen, jeg havde pludselig fået mange smerter i kroppen så jeg måtte tage den meget med ro, og havde bedst kunnet ligge på venstre side uden at få det dårligt ( venstre side var også den side du reagerede mest positivt ved jeg lå på mens de holdt øje med din hjertelyd). Det var simpelthen navlestrengen der lå forkert, og trykket blev lettet en smule ved at jeg lå på venstre side.

Lianna Josephine, født 15.15, den 22/6- 2006