hehe hvor sødt!!

Stort tillykke:):)

Hejsa

Først og fremmest vil jeg lige skrive at dette indlæg ikke er negativt ment, men jeg har nogle spørgsmål som jeg synes du/i skal stille dig/jer selv, inden i tager det endelige valg.

Går du i skole nu? og hvordan vil det påvirke din skolegang?
Hvad med din fremtidige uddannelse?
Kan i magte at sætte jeres liv på standby de næste mange år ud i fremtiden?
Hvordan vil i få penge til babyudstyr?
Hvordan vil i få råd til en dagligdag med et lille barn?
Har i sat jer ind i hvad det vil sige at være forældre på fuld tid??
Har i et sted i kan bo?
Har i et godt bagland, som kan hjælpe jer i svære tider?
Hvordan vil jeres vennekreds tackle, hvis i bliver forældre?
Er i klar til at lave jeres liv helt om?

Jeg blev selv mor som 15 årig, så jeg har selv været hele baduljen igennem og jeg taler af erfaring når jeg siger at det er HÅRDT at blive mor i så ung en alder. Det er bestemt ikke umuligt, men igen det er hårdt. Ja børn er dejlige, men der er stor forskel på at have dem til låns og have dem 24/7 også selvom man er god til børn.

Jeg håber at i finder den rette løsning for jer!!

Held og lykke i fremtiden

Hvil i fred Laila!
Mine tanker går til din mand og dine børn i denne svære tid…

Jeg elsker begge dele men jeg har stemt svin, da jeg elsker fadkotteletter, frikadeller, flæskesteg *MUMS*

hmm… Der har været mange skuffelser i mit liv men langt de fleste har jeg med tiden kunnet vende til noget positivt og det håber jeg også med de skuffelser jeg har oplevet indenfor det sidste år.

7 december 2007 fandt jeg ud af min mand havde været mig utro, med 2 forskellige tøser med 1 mdrs mellemrum. Heraf var den ene en af mine tætteste veninder…

umiddelbar reaktion var jeg brækkede næsen på ham, jeg er bestemt ikke stolt af det, men det hele kom som et kæmpe chok, jeg troede vi havde et lykkeligt ægteskab, som ikke havde varet længere end 1½ år… Jeg nåede slet ikke at tænke, jeg blev så vred, følte mig så såret, ydmyget at den eneste person i hele denne verden jeg stolede på kunne svigte mig så hårdt!! Han flyttede dagen efter…

Jeg var alene, knust og pludselig uden nogen jeg kunne stole på i december måned hvor alt skulle være magisk og dejligt.. Fra altid at have haft ham, havde jeg lige pludselig kun mig selv og 2 børn der for alt i verden skulle have en tryg og stabil hverdag. Oven i alt det skulle jeg skrive eksamens opgave (den blev skrevet og jeg bestod)

I februar vælger manden at tage til sverige for at arbejde, hvilket efterlod det hele til mig, da han ikke havde råd til, at komme hjem og se sine børn. han var væk i 3 mdr.

i maj knækker jeg sammen, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke være både mor og far, sørge for alt, gennemføre min uddannelse, en uddannelse ved siden af og ekstra arbejde. Jeg får diagnosen depression og en sygemelding.
Jeg vælger at ignorere sygemeldingen, da en afgørende eksamen ventede lige om hjørnet, som jeg skulle klare godt og efter det var der sommerferie.

I september mister jeg 2 andre tætte veninder, den ene stak mig i ryggen og sårede mig dybt, den anden brød kontakten.

alt i alt har 2008 ikke været mit år, det har budt på mange skuffelser og meget mistillid.

der er dog også sket gode ting: manden og jeg fandt sammen igen i juni og arbejder på vores forhold og det går bedre dag for dag. Jeg har fundet ud af hvem mine VIRKELIGE veninder/venner er, jeg har fået mit eget hus, mine eksamener er gået rigtig godt og vigtigst af alt har jeg fundet ud af hvem JEG er:)

men jeg håber nu får et bedere 2009;)

nadja1985> ja den er så sød!! Men tror min mand får spat af mig, hvis han skal høre mig synge den i 9 mdr igen *GG*

Først vil jeg lige skrive at jeg kun har læst de første indlæg, så jeg undskylder hvis jeg gentager, hvad der allerede er blevet sagt.

Jeg troede at, det at drenge leger med pige legetøj (og omvendt) var en del af udviklingen??

Sådan har min opfattelse altid været, altså som trådstarter skriver, har børn i den alder ingen opfattelse af kønsroller, hvorfor så gå ind og pådutte drengen, at det må han ikke fordi han er en dreng og drenge leger ikke med dukker?? Er det ikke at sætte begrænsninger i en naturlig udvikling?

Er det ikke vores job, som forældre at støtte vores børn i den udvikling de gennemgår i livet??

Min søn har da både leget med dukker og været prinsesse mange gange, faktisk så var hans yndlings legetøj i 2 års alderen en Sølv håndtaske og et par højhælede sko. Men det gør ham da ikke mindre drenget nu hvor han er kriger det meste af tiden.

Børn ser kønsrollerne i deres hverdag og langsomt vil de selv stile mod det køn de selv er. Det vil blive sjovere at barbere sig som far eller anden mandlig figur end at lægge make up som mor. Han vil stå op og tisse, lege vildere og have sværd og pistoler til at bekæmpe drager og banditter, men alt det kommer af selv!

Jeg kan virkelig ikke se hvordan det skulle skade tværtimod! Jeg er selv drengepige and so what ligeså drenget jeg kan være (stadigvæk) Ligeså feminin kan jeg også være og jeg tror altså ikke det har noget med, hvilket legetøj jeg har leget med som barn, nok nærmere hvem jeg har leget med og omgikkes med *GG*

alt i alt lad dog drengen få sine dukker med tilbehør, det er da kun dejligt at han viser så meget omsorg og interresse!