@emiliejosephine wrote:

Jeg har personligheds forsyrelse,borderline,ADD og ustabil personlighed..
Jeg har påvirket Emilie vildt meget,så derfor har jeg valgt at hun skal bo hos mine forældre,da det er synd for hende at jeg påvirker hende..
Nogle kan klare sit barn,men jge indrømmer at jeg ikke kan..Hvis ikke man kan er det vigtigt at tænke på barnet..man skal tænke på barnets tarv.Det er meget vigtigt..
Inden Emilie flyttede hjem til mine forældre var hun tit irritabel,ked og ville ikke rigtig spise og sove som “normale børn”,levede ballade,ville ikke høre efter og det var på grund af at jeg påvirkede hende,men nu spiser,sover,og er som et “normalt” barn skal være…

Først vil jeg sige, at det gør mig ondt, at du ikke kan magte dit barn, men hold op, hvor jeg tager hatten af for din selverkendelse! Det er noget, du kan være utrolig stolt af, hvis bare, der var flere som dig, som sætter barnets tarv højst!

Altså hvis det er en engangsforestilling, så synes jeg, at du overeagerer totalt ved at ville skride fra ham. Er det noget, der sker med jævne mellemrum, jamen så er det en anden sag.

@Moar18 wrote:

nu vil jeg lige åbne med at spørgsmål: hvornår er man meget psykisk syg? og meget medicineret ? 😉

Jeg ved ikke, om det er henvendt til mig? jeg svarer dog lige.

Jeg synes, man er meget psykisk syg, når man ryger ind og ud af psykiatriske afdelinger. Når man forsøger selvmord. Bare som nogle eksempler. F.eks også, hvis man grundet sin sygdom drikker eller gør andre selvskadende ting.

Jeg har gået på et dagscenter for psykisk syge, så jeg har oplevet stærkt medicinerede mennesker. Og når jeg siger meget medicineret, så snakker jeg om folk, som sidder blandt andre, men de er et helt andet sted. Øjene er slørrede, bevægelserne/opfattelsesevnen langsomme. Man kan ikke føre en samtale med dem, for de er mentalt langt væk. En hvilken som helst person vil kunne se på denne person, at noget var helt galt. Måske ville de ikke tænke, at personen havde taget medicin, måske tro, at vedkommende var pisse fuld/høj.

Jeg håber, det var svar nok.

Damnit så har jeg lige skrevet et indlæg, som så forsvinder, så jeg prøver lige igen.

Jeg er selv syg, så jeg vil bruge ting fra min egen sygdom, men min holdning er general.
Jeg har emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, også kaldet borderline.

Der er mange aspekter i dit spørgsmål. Jeg synes, det hele afhænger meget af, hvor syg man er. Selvom man har en diagnose, så er der jo forskellige grader af den samme sygdom.

Først er der den problemstilling, at mange psykiske syge kan svinge enormt i deres sygdomsforløb. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man ikke er indlagt eller bliver indlagt jævnligt. Hvis det er noget, der sker een gang, mens man har børn, så kan jeg acceptere det, men det skal ikke være noget, som gentager sig.
Derudover synes jeg ikke, at man skal være selvskadende, hverken på den ene eller anden måde. Og derudover børm man ikke være meget medicineret.At man tager medicin synes jeg er helt fint, det er slet ikek det, jeg mener! Men nogle mennesker er så medicineret, at man kan se det på laaaang afstand, og de virker som om de er i deres egen lille verden, det synes jeg ikke, at børn skal se på. Man bør heller ikke have psykoser.

Når det omhandler psykisk syge forældre, så er det desværre tit sådan, at rollerne bliver byttet om. At barnet bliver den voksne, og gør hvad det kan for at mildne mor eller fars liv. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man tænker over det. Er man i stand til at sætte barnets behov over egne? Kan man skubbe sine egne problemer til side, når barnet er tilstede? Jeg siger ikke, at barnet aldrig må se far eller mor ked af det, for det er en naturlig ting, men altså jeg håber, I forstår, hvad jeg mener.

Der er også spørgsmålet om vidergivelse af sygdommen. Desværre ligger det nogle gange i generne. Og man skal overveje nøje, om man vil tage den risiko.

Sidst men ikke mindst synes jeg, at det er vigtig, at man har sit bagland i orden. At man ved, man har nogen til at tage over og hjælpe. Bar fordi man bliver mor, så bliver man desværre ikke automatisk rask, så man vil få nedturer, og det er okay, så længe, at der er nogen, som vil sørge for barnets ve og vel. Det kan være en kæreste/mand eller familie.
Og når jeg snakker nedturer, så mener jeg altså kun nedturer på 1-3 dage! Hvis man har længerevarende nedturer, så synes jeg, at man skal overveje, om det er den rigtige beslutning at få børn.

Øv sikke noget. jeg ved ikke, hvad du skal gøre andet end at kontakte boligselskaber og fortælle dem om din situation, for som enig med barn, har du førsteret på de lejlgheder, som bliver/står tomme.

Held og lykke med det hele.

Jeg vil lige høre, hvordan det er gået…?

Min kat er lige begyndt på det pis (bogstavlig talt!) igen 🙁