Forum-svar oprettet
-
Indlæg
-
Da jeg mødte min kæreste, og han fortalte at han havde en søn på 5 år, tænkte jeg bar “ihh, hvor hyggeligt”. Nu har vi boet sammen i 2½ måned, og jeg må indrømme at det er hårdere at være papmor end jeg lige havde regnet med.
Ikke pga barnet, for han er skøn, men der følger jo en mor med i den anden ende, og kæresten og jeg har da haft vores kampe pga hende…
Det er en længere historie, men de er ikke de bedste til at snakke sammen, og det er ærlig talt lidt irriterende at være vidne til hendes urimelighed over for min kæreste, for jeg kan jo ikke gøre så meget andet end at bide det i mig 🙁 Men det følger åbenbart med til papmor rollen. Men nogen gange kan jeg blive så rasende over det, at jeg har lyst til at skrige.
Skal lige siges, at min kæreste er en virkelig god far, og hans søn er det dyrebareste han har, og at hun så kan true ham med at han ikke må se sin søn, det kan simpelthen gøre mig SÅ rasende. Efter min mening burde man holde børnene udenfor sine skænderier!
Tror det ville være en del lettere, hvis han ikke havde en “rigtig mor”, for så ville vi kun være 3 i forholdet, istedet for 4 :-S (mig, kæresten, søn og mor). Havde jeg vidst det var sådan fra start af, var vi nok ikke kommet særlig langt, men nu elsker jeg jo manden og vil ikke gå fra ham pga det.Jeg har forresten ikke selv nogen børn, og kan da godt være lidt jaloux på min kæreste over, at han har noget som jeg “aldrig har prøvet”.
Da jeg mødte min kæreste, og han fortalte at han havde en søn på 5 år, tænkte jeg bar “ihh, hvor hyggeligt”. Nu har vi boet sammen i 2½ måned, og jeg må indrømme at det er hårdere at være papmor end jeg lige havde regnet med.
Ikke pga barnet, for han er skøn, men der følger jo en mor med i den anden ende, og kæresten og jeg har da haft vores kampe pga hende…
Det er en længere historie, men de er ikke de bedste til at snakke sammen, og det er ærlig talt lidt irriterende at være vidne til hendes urimelighed over for min kæreste, for jeg kan jo ikke gøre så meget andet end at bide det i mig 🙁 Men det følger åbenbart med til papmor rollen. Men nogen gange kan jeg blive så rasende over det, at jeg har lyst til at skrige.
Skal lige siges, at min kæreste er en virkelig god far, og hans søn er det dyrebareste han har, og at hun så kan true ham med at han ikke må se sin søn, det kan simpelthen gøre mig SÅ rasende. Efter min mening burde man holde børnene udenfor sine skænderier!
Tror det ville være en del lettere, hvis han ikke havde en “rigtig mor”, for så ville vi kun være 3 i forholdet, istedet for 4 :-S (mig, kæresten, søn og mor). Havde jeg vidst det var sådan fra start af, var vi nok ikke kommet særlig langt, men nu elsker jeg jo manden og vil ikke gå fra ham pga det.Jeg har forresten ikke selv nogen børn, og kan da godt være lidt jaloux på min kæreste over, at han har noget som jeg “aldrig har prøvet”.
Da jeg mødte min kæreste, og han fortalte at han havde en søn på 5 år, tænkte jeg bar “ihh, hvor hyggeligt”. Nu har vi boet sammen i 2½ måned, og jeg må indrømme at det er hårdere at være papmor end jeg lige havde regnet med.
Ikke pga barnet, for han er skøn, men der følger jo en mor med i den anden ende, og kæresten og jeg har da haft vores kampe pga hende…
Det er en længere historie, men de er ikke de bedste til at snakke sammen, og det er ærlig talt lidt irriterende at være vidne til hendes urimelighed over for min kæreste, for jeg kan jo ikke gøre så meget andet end at bide det i mig 🙁 Men det følger åbenbart med til papmor rollen. Men nogen gange kan jeg blive så rasende over det, at jeg har lyst til at skrige.
Skal lige siges, at min kæreste er en virkelig god far, og hans søn er det dyrebareste han har, og at hun så kan true ham med at han ikke må se sin søn, det kan simpelthen gøre mig SÅ rasende. Efter min mening burde man holde børnene udenfor sine skænderier!
Tror det ville være en del lettere, hvis han ikke havde en “rigtig mor”, for så ville vi kun være 3 i forholdet, istedet for 4 :-S (mig, kæresten, søn og mor). Havde jeg vidst det var sådan fra start af, var vi nok ikke kommet særlig langt, men nu elsker jeg jo manden og vil ikke gå fra ham pga det.Jeg har forresten ikke selv nogen børn, og kan da godt være lidt jaloux på min kæreste over, at han har noget som jeg “aldrig har prøvet”.
Da jeg mødte min kæreste, og han fortalte at han havde en søn på 5 år, tænkte jeg bar “ihh, hvor hyggeligt”. Nu har vi boet sammen i 2½ måned, og jeg må indrømme at det er hårdere at være papmor end jeg lige havde regnet med.
Ikke pga barnet, for han er skøn, men der følger jo en mor med i den anden ende, og kæresten og jeg har da haft vores kampe pga hende…
Det er en længere historie, men de er ikke de bedste til at snakke sammen, og det er ærlig talt lidt irriterende at være vidne til hendes urimelighed over for min kæreste, for jeg kan jo ikke gøre så meget andet end at bide det i mig 🙁 Men det følger åbenbart med til papmor rollen. Men nogen gange kan jeg blive så rasende over det, at jeg har lyst til at skrige.
Skal lige siges, at min kæreste er en virkelig god far, og hans søn er det dyrebareste han har, og at hun så kan true ham med at han ikke må se sin søn, det kan simpelthen gøre mig SÅ rasende. Efter min mening burde man holde børnene udenfor sine skænderier!
Tror det ville være en del lettere, hvis han ikke havde en “rigtig mor”, for så ville vi kun være 3 i forholdet, istedet for 4 :-S (mig, kæresten, søn og mor). Havde jeg vidst det var sådan fra start af, var vi nok ikke kommet særlig langt, men nu elsker jeg jo manden og vil ikke gå fra ham pga det.Jeg har forresten ikke selv nogen børn, og kan da godt være lidt jaloux på min kæreste over, at han har noget som jeg “aldrig har prøvet”.
Jeg er 22 og min kæreste er 40, og vi har været sammen i 3 år… Tror faktisk ikke jeg har nogen grænse for hvor stor aldersforskellen må være – det kommer helt an på personen 8)
