Jeg mistede min lillebror for 13½ år siden og selvom han døde 14 dage før han skulle have været født gør det ondt. jeg var selv kun 11 ,men kan stadig huske at den telefonsamtale jeg havde med min far den 25 september 94 med min far, hvor han fortæller mig at jeg er blevet storesøster til en dreng, men han var detsværre dødfødt, jeg græd og beskyldte ham for at lyve og ville have at de kom og hentede mig hos min farmor og farfar med det samme.
Men det kunne de ikke, de var indlagt i Århus og vi boede på det tidspunkt på Samsø.
Jeg har senere fået af vide at på samsø syghus var de klar over at hans hjerteslag ikke var helt som det skulle, alligevel sendte de hende hjem og dagen efter var der ingen liv i maven på hende.
Jeg spekullere stadig på om hvad nu hvis at de havde reageret på at hjerteslagene var lidt ustabile og havde sat fødlen igang, ville vores lille Mathias så være hos os nu eller var det bare forud bestemt at hans lys skulle slukkes allerede der??

Min mor blev gravid igen 5md senere og jeg har min dejlige lillesøster Maria.
Men kan ikke lægge de der spørgsmål om hvad nu hvis?? og hvorfor?

Man kommer aldrig over det, men man kan komme igennem det, selvom det kan virke håbløst ind i mellem.

Krudtuglen