@twinmum wrote:

som datter af mor der er diagnostiseret paranoid skizofren og borderline, er jeg naturligvis følelsesmæssigt meget påvirket, når jeg skriver dig mit svar.
Jeg er klar over, at erkendelsen af diagnosen kan medføre bedre samarbejde med de rette instanser, og dermed bedre medicinering og behandling. Men med disse diagnoser, som jo er to sider af samme sag, undgår man ikke psykoser.

I min barndom var psykoserne de værste. Tiden op til psykoserne var de næstværte. Ulideligheden var aldrig at vide, hvornår tiden til en ny psykose kom.
Jeg lagde kalender, om jeg måske kunne greje, hvornår næste “anfald” som jeg kaldte det i min dagbog som barn kom.
I min dagbog, da jeg skriver dette er jeg 11 år.

Jeg kommer i plejefamilie som 15 årig, da jeg selv beder kommunen og hjælp til at anbringe mig.

Jeg er i dag voksen og begyndte sidste år i behandling for at få taget hul på alle de grimme oplevelser, som præger mit liv, min opfattelse af mig selv som menneske og som mor.
Jeg har kæmpet mig igennem til at opnå et rimeligt normalt liv, en uddannelse osv. Men jeg har knæk, og ar på sjælen.

Det er min holdning at et barn af en mor med en diagnose som skizofren paranoid og borderliner bør anbringes ved fødslen.
Man bliver aldrig i stand til at klare sit barn selv. Men man bliver til gengæld skyld i at ens barn tager varig skade på sjælen.

Det er min holdning.
jeg har en veninde, som også har haft en svær barndom, der har fået samme diagnose som dig og min mor. Hun er heldigvis så fornuftig at hun allerede nu har sagt, at hun ikke skal have børn. Hun ved jo godt, hvorfor hun er syg, og hvordan det var at vokse op med psykisk syge forældre.

Jeg håber at du i samarbejde med kommunen kan finde en aftale om frivillig anbringelse af dit barn, når det bliver født. Ikke at du aldrig skal se dit barn. Men en anbringelse der skal sikre dit barn tryghed og stabilitet. Og så kan dit barn komme hjem til dig i nogle weekender og ferier, når du har det godt. Og du vil kunne besøge barnet, når du har det godt.
Jeg ville ønske at min egen mor langt tidligere i min barndom, havde ladet mig anbringe. Ikke for at skade mig, men for at hjælpe mig. Så storsindig var hun desværre ikke.

Din oplevelse med din mor er dybt tragisk, og din barndom har været hård…… men men men, ALLE psykisk syge mennesker er jo ikke som din mor var ? ! – Der findes grader af alle sygdomme, og nogle er måske hårdt ramt, mens andre godt nok har diagnosen, men er stabile……

At man skal anbringe sit barn, udelukkende fordi der forefindes en diagnose, er at skyde spurve med kanoner 😯

Jamen god morgen i skærmen 😀

Sidder og roder med min hjemmeside, mens ungerne ser tegnefilm 😆

Er på fordeling på arbejde, så har fri denne uge 😀

Håber I andre får en super dag 😉

Dobbeltpost

Helt klart indersiden, da det som de andre siger er nemmere at skjule den dér, har selv (blandt andet) en tattoo på indersiden af min venstre arm, men den er dog noooget større end et navn eller lign he he… og jo, den gjorde tisse ondt, men hvad, man må lide for skønheden 😉 hi hi

Denne weekend kommer nok til at gå op i ren afslapning 🙂

@Kaching wrote:

@MagiC wrote:

Jeg har haft 3 vaginale fødsler, og 1 planlagt kejsersnit….

Og nej, det at være “MOOAR” sidder hverken i brysterne(amning) eller i “trekanten”(Såkaldt normal fødsel), og hvis man seriøst tror at dét er kriteriet for at være en god moar, så har man vist et bette problem, uden man måske selv er klar over det 😉

Vil dog sige, at mit kejsersnit, var den mest horrible oplevelse jeg nogensinde har været udsat for !

Jeg syntes da ikke der er nogen der har sagt at man er en dårligere mor fordi man vælger kejsersnit. Godt nok har jeg ikke læst alle kommentar frundigt igennem men menes ikke at have stødt på noget der mindede om det.

MissM skrev : “-Og det der med at man først er “rigtig mor” når man har født naturligt, hmmmm det vil jeg nu ikke give dig helt ret i -men hver sin mening”

Det var dette jeg svarede på (På 1 side af tråden) 🙂

Bliver mig og kæresten nogensinde gift (hvilket jeg tvivler på) så vil jeg beholde mit efternavn (og jeg ved han ikke vil tage mit)

Dette ville jeg gøre af hensyn til mine 2 ælste børn, for de har mit efternavn, mens de to små har deres fars (min kærestes) efternavn…..

Jeg vil ikke tage hans efternavn, og så lade mine sønner ligesom “stå udenfor det hele” (Hvis det giver mening ? )