Adams fødsel

22.06.2007:
Adam Martin Witved fødes, 3400 gr. og 53 cm lang….

Fødslen sker om fredagen, kl 18.38 efter ti timers indlæggelse og masser af glædelig smerte og venten….

Dette er en kort beretning…
Nogen kan bruge den til noget, andre kan ikke, men jeg er stolt over den og vil dele den med Jer:

De få dage der gik mellem at slimproppen gik, onsdag den 20 juni klokken ca et om morgenen og frem mod fødslen to dage senere lidt over halv syv, var både hurtige, mærkelige og specielle. Ikke mindst fordi man aldrig havde prøvet dette før, hvornår ville vandet mon gå, hvad skete der nu hvor slimproppen var gået og hvordan ville tiden på hospitalet gå, mens man ventede på fødslen. Ja, det hele var som i et menneskeligt eventyr, der fik en lykkelig afslutning, men som også var et mindre drama. Man gennemlevede nogle af de ting jordemoderen havde beskrevet og alligevel var alt, forståeligt nok, anderledes.
Slimproppen gik onsdag morgen og af frygt for at jeg skulle føde blev Alexander hjemme, sådan en dag bliver hurtig lang – men der skete intet. Jeg var gået nogle dage over tiden, men som alle førstegangsfødende ved, er dette normalt. Alexander var både glad for at blive hjemme, men også irriteret. Mest af alt fordi dette var en svær dag. Skete der nu ikke snart noget, eller skulle han bare være taget på arbejde….
Torsdag morgen klokken kvart i to, kørte vi på fødegangen fordi jeg virkelig havde ondt. Budskabet deroppe var klart, jeg var kun en finger åben, så vi blev bedt om at køre hjem igen. Jordemoderen Anne-Cathrine var helt fantastisk, selvom hun meget skuffende for os, ikke kunne berette om andet, end at det gik den rette vej. Vi var meget trætte da vi kørte hjem, og få timer senere kørte Alexander på arbejde – han skulle bare vide hvad der var på vej til at ske…
Fredagen blev som helhed en dag vi aldrig glemmer. Egentlig et deja vú, fordi vi igen tog på hospitalet, men budskabet og udviklingen med bare én finger havde virkelig forandret sig. Jordemoderen kunne nu få to fingre igennem, og beskeden var nu klokkeklar: I skal seneste lade jer indlægge klokken otte i morgen og inden for 24 timer har du født. Det var en mærkelig besked og Alexander sad nærmest som en tomat smattet ud i ansigtet, fordi han overhovedet ikke havde forventet denne besked, på 24 timer var vores barn for alvor på vej mod os. Vi tog derfra glade og Alexander kunne hurtigt se vejen mod arbejde få timer senere forsvinde. Derfor skrev han også om morgenen, at han ikke kom på jobbe, han skulle snart være far.
Vi lod os indlægge meget tidligt den fredag. Det var lige pludselig sidste gang jeg så min bolig uden titlen som gravid, næste gang ville mit barn være ved min side. Vi kørte derind i et passende tempo, ramte næsten ikke nogle røde lyskryds og parkerede hvor vi havde holdt 24 timer forinden. Nu skulle tiden vise hvornår vi blev forældre. 8.20 ankom vi til hospitalet. Vi fik en fantastisk behandling ved ankomsten, hvor alle detaljer blev beskrevet. Dog har jeg glemt en enkelt, lille sjov detalje fra torsdag aften – nærmest en scene fra en typisk amerikansk kærlighedshistorie, hvor alt er skide forudsigeligt.
Torsdag aften var jeg nemlig så træt af det hele, at jeg bare ville have gang i fødslen. Så vi gik en tur. Ca 5,5 km lang. Vejret var situationen og min graviditet taget i betragtning mærkeligt. Skide lummert, mærkeligt fordi alt pegede på at nu skete det. Vi sagde det begge at den aften virkelig virkede specielt, som om alle tegn og himlen – alt mellem himmel og jord – fortalte os at nu kom dagen. Jeg tror virkelig at vores gåtur satte gang i det hele.
Det første møde med den seng, hvori jeg skulle føde var også mødet med første note om at jeg nu var fire centimeter åben og at der tidligst skete noget klokken tolv. Sådan et budskab kan være mærkeligt og langtrukkent for en arbejdsnarkoman som Alexander, der ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg var ekstrem træt, kunne blot vente for ingen vidste hvad der skulle ske. Alexander var meget utålmodig og ja hans utallige gåture mod den nærmeste kiosk var et bevis på at han ikke vidste sine levende fem. Han måtte ikke ringe til nogen og fortælle at det hele snart ville ske og som dagen skred frem blev jeg også mere og mere spændt, samtidig med at det hele gjorde mere og mere ondt. Men klokken halv seks-kvart i seks om aftenen skete der så virkelig noget.
I mellemtiden havde jeg fået en bedøvelse lagt ind i ryggen, en epiduralblokade, som kunne tage de værste smerter imellem alle plukveerne og tiden føltes både som lang og som kort. Men kvart i seks skulle jeg på toilettet, jeg følte virkelig et pres – men jeg kunne hverken det ene eller det andet og budskabet var klokkeklart da jeg vendte tilbage mod sengen – noget ville gerne ud. Nu gjorde jordemoderen pludselig klart til det helt store og selv Alexander vågnede pludselig op fra en verden af gåture mod kiosken opkald til en der kunne redde ham fra ventetiden mod fødslen og alle ventede spændt. Klokken 18.08 skete der for alvor noget, nu ville vores barn ud. Men en fødsel er sgu ikke altid så lige til. Jeg var ødelagt. Fuldstændigt sønderlammet. Kræfterne var totalt sluppet op. Jeg følte at min krop lå ved siden af mig og lukkede mig ude, så når jeg blev bedt om at presse ved presseveerne var det som at sidde og presse ved toilettet uden egentlig at have noget at presse med, men barnet var på vej ud. Alexander, som overhovedet ikke gik i panik – men prøvede det bedste han havde lært at motivere og virkelig kickstarte mig til at finde kræfter frem – stod og beskrev hvad der skete. Men jeg kunne ikke, heller ikke selvom de på gjorde alt hvad de kunne for at presse mig. Barnet ville gerne ud og Rebecca – jordemoderen – stod og bad mig presse til, men gav op, kaldte på lægelig assistance og en sugekop blev fundet frem – deres sidste våben. Den skulle sættes på barnets hoved og presse det ud og klokken 18.38 skete det, barnet kom ud og Alexander konstatede hurtigt at det var en dreng. Adam Martin Witved var kommet til verden. Desværre lå han skævt inden han kom ud, så der var lidt problemer ved ankomsten. Så hurtigt blev navlestregen klippet over, Adam blev lagt i en mindre vugge og noget luft blev blæst ind i ham, så hans lunger kunne falde på plads. Alexander stod og virkede bekymret, men efter kort tid blev hans barn overladt til ham og han gik direkte over til mig – og for første gang nogensinde i mit liv fik jeg den største og bedste gave man kan få. Skridtene for Alexander må have været fantastiske, men faktisk var hans irritation over ikke at have klippet navlestrengen så stor, at han hurtigt brokkede sig. Forklaringen var at barnet var kommet ud skævt, så de prioriterede ham væsentligt højere end Alexanders ønsker, og fornuftig så farmanden var og uden det store iltre temperament, forstod han og accepterede. I bund og grund var det vigtigste at hans søn, det han ønskede som inderligt, var født og han var stolt og glad. Ti timer er lang tid når man venter, men bagefter virker de som korte og hurtige…
Jer der er på vej mod denne lykkelige tid og frygter den, om I er manden eller kvinden glæd jer. For den hører med. Her viser I om I er klar over virkelig forstår opgaven. Når I har barnet glemmer I alt omkring jer og I er stolte. Min største oplevelser var da han lå der og begyndte at brokke sig over ville have mad, da vidste jeg at de 9 mdr., havde været de bedste i mit liv….