Av for et nytårsfortsæt.

Når klokken slår tolv er traditionen at hoppe ind i det nye år. Klinge med champagneglassene. Skyde det forrige års aggressioner i vejret med farver og ordentlige brag. Klinge lidt mere med glassene. Trutte i nytårs pynten. Og til slut klinge glassene til skår, i det jeg vil kalde; en god gammeldags brandert.

Så flyder festlighederne ud i januars første kalenderdag. Her er det ikke altid lige nemt at huske, hvorfor det er, at vi overhovedet har glædet os så meget til det nye år. For foruden tømmermændende og oprydningen, ligger det nye års fortsæt altså og venter på vores ed. Men med en typisk genvundet gejst får vi alligevel altid taget os sammen, til at gøre os nogle nye overvejelser. Skriver dem ned, eller klipper dem ud, for så at klatte dem op på en tilfældig væg. Bedre held i det nye år.

Tors. 01. januar. Tandpinen starter faktisk allerede i går.

Fre. 02. januar. Tandpinen fortsætter også i dag.

Man. 05. januar. Vågner, halvt druknet i mit eget sved. Hele højre side af mit ansigt føles som om, at det har været udsat for tortur.

Tirs. 06. januar. Det bliver først værst senere i dag. Smerten har bredt sig fra tanden til kæben. Til halsen. Til brystet. Til armen. Og er faktisk nu så slemt, at jeg bliver helt i tvivl om, hvilken arm det er, at man har krampe i ved et hjertestop.

Kian græder inde fra hans værelse, men jeg kan dårligt rejse mig af bare smerte. Jeg kan ikke længere finde frem til om det nu også er tanden, der har startet det her. Eller om det er armen. Dog lykkes det alligevel for mig at få hentet barnet. Sat ham i hans skråstol. Og få kastet mig tilbage hen i sengen.

På lægetelefonen bliver jeg selvfølgelig mødt af den sædvanlige svarbesked. Så jeg prøver også vagtlægen. Men efter diverse desperate forsøg på at skabe kontakt, og 36 stive forbipasserede minutter, må jeg give op. Her udvikler min av-tilstand sig til en chok-tilstand.

22:15. Endelig kommer Alex hjem og forsørger mig med smertestillende.

Tors. 08 januar, 04:30. Vågner igen med veer i kæben. Styrter ud mod køkkenet efter dagens første dosis. Men må blive skuffet. Her er kun en enkelt tilbage. Og selvom jeg gerne vil tro på det, er en en pille simpelthen bare ikke nok. Hverken til nu eller til resten af dagen.

06:00. Efter at, nu godt i en halvanden time, have gjort mit absolut bedste for at aflede tandpinen, må jeg indse, at det ikke vil lykkes for mig. Hverken ved at anvende isposer. Kradse mig selv til blods. Eller ved at udvikle et nærmest narko-agtigt indtag af kodymagnyler (samt panodiler og hvad der nu ellers hører dertil). Jeg har endda ivrigt forsøgt at overtale Alex til at bytte hans tænder ud med mine, men han er ikke til at forhandle med. Heller ikke selvom jeg smider en forkrampet arm oveni dealen. Pokkers. Efter 4 år og 4 ubehandlede huller må sidste udvej vel snart være, at overkomme min tandlægeskræk. Så ringe efter en rodbehandling. For hellere tandlægebesøg end tandløshed.

Rikkes nytårsfortsæt nr. 1.: Aldrig mere lege gemmeleg for tandlægerne.