Brevet til min mor

Jeg har skrevet et brev til min mor…

Det er ik færdigt endnu, men hva sys i?
Har tnkt mig at lægge det på hendes grav når jeg “ser” hende igen

Kære mor.
Nu nærmer tiden sig til det er jul, og endnu en gang skal vi ikke fejre den sammen.
Min familie er splittet og det er jeg også.
Der er så mange ting der gør ondt i denne måned, og det især din død, der gør mest ondt…

Jeg har besluttet ikke at holde jul med far, for jeg føler han er ligeglad med mig og Frederik, og Frederik er hos sin far…

Hvorfor skulle du forsvinde fra mig og efterlade mig i en dyb sorg, jeg ikke kan fortælle til nogen, og hvis jeg endelig gør, siger de fleste at jeg kommer over dig, kun én har sagt at jeg ikke kommer over dig, men videre, de ord hjalp, men han er også den eneste der forstår den smerte jeg går med.
Men nu er der gået 1 år, 3 måneder og 5 dage, dagene er blevet bedre, men denne måned er bare hård, og jeg ville ønske vi kunne være sammen, bare en gang, et kram eller et smil. Det ville redde min verden for en stund.

Ses vi egentlig igen? Ser du ned på os? Tænker du på os, som jeg tænker på dig?

Alt går imod mig nu.
Far er ligeglad med os, vil ikke fejre jul med Frederik d. 23 fordi Lisbeth har fødselsdag på trods han ved at Frederik skal hjem til hans far og være i 8 dage.
Han er sur/skuffet over jeg ikke vil holde jul med ham, men jeg føler mig svigtet. Jeg føler han er ligeglad med os.

Jeg vil så gerne bare sætte mig ned og græde det hele ud, men jeg kan ikke, jeg har stoppet mig selv i at sørge over dig på den måde, og jeg kan mærke jeg ødelægger mig selv, og det er jo ikke det jeg vil.

Der er så mange ting jeg gerne vil gøre for at du skal komme tilbage, men ved du ikke gør det uanset hvad, men hvor kunne det være dejligt at sidde sammen med dig og grine som i gamle dage, hører på hvad du havde og sige og kramme mig ind til dig.

Se My best friends wedding og synge med for sangene igen. Hører faktisk din sang nu, med tårer i øjnene, men det kan ikke være rigtigt at jeg skal fremprovokere mine følelser for at græde over dig.

Mor, forstår ikke hvorfor du gav op, du var/er mor og mormor. Hvorfor valgte du den lette vej?

Jeg savner dig, jeg savner at du holder om mig og viser din kærlighed til mig på din mærkelige måde.

Jeg savner dig, fatter du ikke det gør ondt hele tiden, jeg vil have du skal komme tilbage til os, og holde om os, være den familie vi fortjener.

Jeg føler afmagt når jeg føler sådan her, føler jeg vil op til dig, men samtidig har jeg så meget hernede, for JEG vil ikke give op, der er så meget at kæmpe for, hvorfor kunne du ikke se det samme som jeg kan?

Du var syg, men der er altid en grund til at kæmpe videre? Altid….

Du havde os, os som elskede dig, og et barnebarn, han spørg efter dig, ved du hvor ondt det gør?

At han peger på himlen og siger at mormor er deroppe? Al det jeg skal forklare for ham, uden at græde?

Jeg prøver at leve videre uden dig, men det er svært, og denne tid her, gør det ikke nemmere for mig. Jeg tænker tiden på de ord du sagde i julen 05, at du ikke ville opleve næste jul, hvorfor gav du op så hurtigt? Kan du ikke se vi elsker dig, og jeg savner dig. Mit hjerte gør ondt, det gør ondt når jeg tænker på at du ikke kommer tilbage.

Hvor lang tid skal jeg savne dig så meget som jeg gør nu? Hvor lang tid skal det gøre ondt?

Hvorfor kunne vi ikke snakke sammen inden du døde?
Hvorfor var vi uvenner til det sidste? Hvorfor kunne du ikke sige de ting til mig, som du sagde til Louise? Hvorfor skulle du sige det ting til Louise, men ikke mig?
Hvorfor fortalte du ikke de ting til mig, som du sagde til Dan?

At du var stolt af os, og at du glædede dig til at komme med i Tivoli?
Hvorfor sagde du det dagen før du døde? Og hvorfor ændrede du mening?

Hvorfor forlod du os?
Jeg føler ikke at du elskede mig, du svigtede mig endnu en gang.
Jeg har brug for min mor, brug for din kærlighed… Hvorfor?????
Jeg har brug for råd og vejledning, men du gav op.

Det gør ondt, så ondt, det stopper aldrig. Og det værste er at det gør ondt når min egen søn kalder mig mor, for det minder mig om jeg ikke har nogen mor selv, ingen til at holde om mig når JEG er ked af det.

Ingen til at trøste mig, og holde mig tæt ind til sig, som jeg kan med Frederik og lade ham vide at det nok skal gå!