Er jeg tosset?

Har brug for luft…
Er jeg tosset?
Malou og jeg har nu boet alene i en måned.
Det er hårdt..
Vi ser stadig hendes far og han kommer jævnligt på besøg.

De sidste 2 måneder sammen med hendes far, snakkede vi ikke til hinanden udover meget korte “døde” samtaler.
Han havde fundet en ny kæreste så jeg regnede med vi var færdige med hinanden…
Den sidste aften sammen i lejligheden sker det værst/bedst tænkelige… Hun slår op, grunden ved jeg ikke, men han virker menneskelig igen. vi sidder og snakker, Malou bliver lagt i seng, og snakker mere.. Normalt går jeg i seng ca kl 23 men her blev kl. 1 inden.. Normalt sover jeg alene i sengen da han så tager sofaen. Da jeg stadigvæk har følelser i klemme, og savner hans omsorg, spørger jeg om han kommer med i seng… Jeg regnede ikke med han ville sige ja….
Men det gør han og lægger sig ind i hans side af sengen… og ja, vi ender med at vågne op – efter for første gang i et år at have dyrket sex- flettet ind i hinanden.
Jeg var grædefærdig da mine ting blev flyttet dagen efter, og hvis ikke jeg havde haft Malou, aner jeg ike hvad jeg havde gjort…

Hver gang han kommer, får jeg flere følelser for ham, vi snakker bedre og hygger os mere.. Om det er fordi vi ved han skal hjem på et tidspunkt eller hvordan, det ved jeg ikke.. Men vi har fået et bedre liv sammen, hver for sig..

Hvordan pokker kommer man videre fra et forhold man savner?

Har i nogle gode råd?
(Er blevet træt af at høre på min bedrevidende mor som mener han er noget djævlen har skabt og jeg burde kræve alt jeg kan mht. børnepenge… Hun kender heller ikke til vores hygge..)