Fornærmet veninde!

Fornærmet veninde!
Kære Debatsøstre og brødre!

I må hjælpe mig! De sidste par dage har jeg været rigtig ked af det og i må hjælpe mig med om overbevise mig om at jeg ikke har gjort noget forkert eller dunke mig i hovedet og sige at jeg burde skamme mig!

Det hele handler om fødselsdag og om man kan tillade sig at melde fra til fordel for en anden selvom man først har sagt ja!

Kort forhistorie:

Jeg har en meget meget lille familie, da mine forældre ikke ser nogen af deres søskende (derfor har jeg ingen onkler, tanter, fætre, kusiner osv) og desuden har jeg heller ingen af mine bedsteforældre tilbage. Så af bio familie har jeg nærmest kun far, mor og søster.

Veninde har derimod en kæmpe familie med et rigtig godt sammenhold.

Min veninde som vi kan kalde Eva og jeg har kendt hinanden hele livet da vores forældre er vokset op sammen helt fra barnsben. Som børn var jeg ikke særlig vild med at lege med Eva da hun var meget dramaqueen og meget særlig såsom at låse sig inde på sit værelse med sine nye gaver til hendes fødselsdag og lade gæsterne passe sig selv. Desuden havde vi nærmest modsatte personligheder – hun total fikseret med udseende hvorimod jeg er vokset op i en hestestald med gummistøvler og hestemøg over det hele. (Det er egentlig ikke så vigtig for historien men det ridser meget godt op hvordan vi er meget forskellige personligheder og det er relevant for dilemmaet).
For 2 år siden vil Eva rigtig gerne begynde at holde parmiddage med min kæreste og jeg og hendes kæreste og det har vi efterfølgende gjort en 6-7 gange skiftevis hos hinande og vi er derfor blevet meget tættere end vi nogensinde har været.

Om dilemmaet!

Eva inviterer mig for et par uger siden til hendes fødselsdag en søndag og jeg siger med det samme at min kæreste og jeg gerne vil komme men at vi først kan komme et par timer efter festen er starten fordi vi for længe siden har bestilt en weekend danse-workshop. Helt iorden siger hun – vi kommer bare.
En uge efter ændre hun datoen og ændre det til fredagen. Fint siger – ja tak selvfølgelig vil vi gerne komme!

Kort tid efter skriver min lillesøster at hun holder fødselsdag samme fredag og vi skal ind og spise et lækkert sted i kbh (vi skal dog selv betale, da min søster er studerende og det er selvfølgelig helt ok).
Jeg skriver så til Eva at min søster holder fødselsdag og at jeg håber hun kan forstå at jeg naturligvis priorterer min søster og hendes fødselsdag – især med tanke på at vi netop nærmest kun er min mor, far og hende i min familie.

Jeg får en kort sms tilbage hvor der står “det styrer du selv” og så tænker jeg ok fint, det er hun helt ok med så og at hendes fødselsdag nok skal blive god fordi der stadig kommer en masse andre og fejrer hende (qua hendes store familie).

Forleden bliver jeg så ringet op og bliver mødt af den mest fornærmede stemme (ja det lød nærmest karikeret, men det var det ikke). Kender i sådan en stemme som sådan inddirekte bare er rigtig vred og får en til at føle sig som det mest usle menneske? Jeg forklarer hvorfor jeg har valgt min søsters fødselsdag og at hun ALTID vil være 1. priortet og det intet har med at gøre “at hendes fødselsdag er bedre eller sjovere”. Vi kunne have været inviteret til vandgrød og grønt the og jeg havde stadig valgt min søsters fødselsdag. Jeg prøver at forklare det med at vi er en meget lille familie og os 4 (mor, far, søs og jeg) bliver nødt til at holde sammen og passe på hinanden.
Jeg møder dog meget lidt forståelse. Jeg er under samtalen nærmest ved at bryde sammen, fordi jeg føler at jeg bliver sat som den mest usle person i verden og jeg er helt uforberedt og havde slet ikke forventet den reaktion. (Fx ville sådan noget ALDRIG være et problem ved mine veninder og der ville jeg selvfølgelig være mødt med fuld forståelse – og det er også derfor jeg vælger at ændre det så jeg går til min søsters fødselsdag, fordi jeg ikke ser det som et problem hvis det havde været overfor andre af mine veninder).

Samtalen slutter ret akavet og flere gange er jeg så overrumplet og lidt sur over at blive fremstillet som en rigtig led person at jeg overvejer at sige “jeg har ikke rigtig mere jeg kan sige” og så ligge røret på. Samtalen gik meget i ring og jeg forklarede min beslutning igen og igen.

Men med den baggrundsviden om at jeg har så lidt familie og virkelig passer på de få medlemmer af min familie jeg har…er jeg så et dårlig menneske? Eva fik det fremstillet som om at hvis jeg og min kæreste ikke kom, så kunne det også være ligemeget og nu ville hun aflyse det hele og så bare holde “fødselsdagen med et rigtig godt vennepar” – underforstået at det er min kæreste og jeg IKKE!

Selvom jeg hele tiden har været overbevist om at det var en ok handling og beslutning jeg har taget og at hun naturligvis kunne forstå mit valg, så blev jeg alligevel i tvivl efter hendes ubehagelig opkald.

Hvad siger i, kloge meddebattører?