Fraværende fædre og brokkende mørde?

Min situation med Sofie’s far var at vi var enige om at beholde… (8-9 uger henne).. 1-1½ mdr efter skifter han mening…

Men haft alligevel ændret mening og set hende fast fra hun var 1 år til Juli 2007… Nu er det så 8 måneder siden vi har set ham sidst…

Så jo jeg brokker mig sq lidt ind imellem må jeg indrømme… Sidder med en 5 årige ulykkelig pige…

Der er så mange der har ondt af de fædre der ikke se deres børn, for de er jo nogle stakler, der slet ikke ville være forældre, og så har de onde mødre bare fået barnet alligevel.

Den tankegang kan jeg bare slet ikke følge.

Personligt vælger jeg at se tingene fra barnets perspektiv.
Barnet vælger ikke om det bliver en abort eller ej, men når først det er kommet til verden, så er det både moren og farens ansvar, at være gode forældre.

Sex har konsekvenser!
Hvis man som mand ikke vil have et barn, så må man bruge kondom, HVER GANG.
Mænd har ligeså meget ansvar for prævention som kvinder, og hvis de ikke er indstillet på et barn, så må han beskytte sig!

Så den med at far bare melder ud, at han ikke vil være far, den holder desværre ikke.
Når først barnet er kommet til verden, så har den brug for både mor og far. Uanset hvordan far så har det, så er han far, og det er hans forbandede pligt at være der for sit barn, resten af livet.

Og så lad os allesammen lige huske på, at det altså ikke er en dødsdom, der bliver trukket ned over hovedet på dem, det er et barn!
En fantastisk skabning, der kan udvikle os til at blive indsigtsfulde, kærlige og glade mennesker!

Men disse sporløse fædre, som vælger deres barn fra, de volder barnet stor smerte.
Intet må være så svært som at blive forladt, uanset hvor god en mor man så har. Det er et svigt som aldrig kan forståes af et barn, men kun føles som noget der gør ondt i sjælen på barnet.

@Annamor wrote:

Der er så mange der har ondt af de fædre der ikke se deres børn, for de er jo nogle stakler, der slet ikke ville være forældre, og så har de onde mødre bare fået barnet alligevel.

Den tankegang kan jeg bare slet ikke følge.

Personligt vælger jeg at se tingene fra barnets perspektiv.
Barnet vælger ikke om det bliver en abort eller ej, men når først det er kommet til verden, så er det både moren og farens ansvar, at være gode forældre.

Sex har konsekvenser!
Hvis man som mand ikke vil have et barn, så må man bruge kondom, HVER GANG.
Mænd har ligeså meget ansvar for prævention som kvinder, og hvis de ikke er indstillet på et barn, så må han beskytte sig!

Så den med at far bare melder ud, at han ikke vil være far, den holder desværre ikke.
Når først barnet er kommet til verden, så har den brug for både mor og far. Uanset hvordan far så har det, så er han far, og det er hans forbandede pligt at være der for sit barn, resten af livet.

Og så lad os allesammen lige huske på, at det altså ikke er en dødsdom, der bliver trukket ned over hovedet på dem, det er et barn!
En fantastisk skabning, der kan udvikle os til at blive indsigtsfulde, kærlige og glade mennesker!

Men disse sporløse fædre, som vælger deres barn fra, de volder barnet stor smerte.
Intet må være så svært som at blive forladt, uanset hvor god en mor man så har. Det er et svigt som aldrig kan forståes af et barn, men kun føles som noget der gør ondt i sjælen på barnet.

Jo der er noget der er lige så skadeligt. At have en far som kun bruger en som et stykke legetøj når det passer ham og ellers ikke er det overhovedet.

En ting er, hvis kvinden brokker sig, fordi det vil være lettere for hende med en friweekend engang imellem osv. Det mener jeg ikke, man bør gøre, hvis man fra start har vidst, man stod alene.

Men, hvis man brokker sig, fordi det er synd for barnet, er man i sin gode ret. Uanset om manden inden fødslen har givet udtryk for, han ikke vil have noget med barnet at gøre, er det stadig synd for barnet han ikke er der. Og sådanne, undskyld mit udtryk, vatpikke, der ikke tager ansvar for situationen, må sgu gerne få at vide, hvad de ødelægger for deres eget barn.

Jeg må erklærer mig delvis enig og delvis uenig i dene diskution;
Jeg blev selv gravid ved et uheld og faren fik valget og han valgte at han ville se Emma.
Men jeg tænker på de indlæg hvor der er så mange herinde fra der er meget imod abort – okey det kan jeg også til dels følge men hvis man er modstander af abort og syntes det er okey af faren får et valg -ja tænker i overhovedet på moren (ved ikke om nogen af jer var imod en abort)

Jeg taler meget ofte mandens sag når jeg diskuter rettigheder, jeg syntes manden skal have flere rettigheder juridisk men han skal derimod også være der for hans barn.

Hvis man ser dete fra barnets synspunkt – hvor fedt er det at vokse op uden en far bare fordi han ikke gad at lege familie???

Og ved sex angår – ja så er man to til tango og helt ærlig så må de mænd sku snart bruge noget prævention – det er da ynkeligt at han tager en kvinde med hjem og råber højt om det til vennerne – og ja hun bliver gravid og så er det pludeselig synd for ham??

Jeg mener at man skal se det hele i en helhed – nogle kvinder kan ikke tillade sig at brokke sig men der er altså også nogle mænd der bare skal tage sig sammen og prøve at se ansvaret i øjene.

Når man først har sagt A må man også sige B.

Altså når man har sagt ja til barnet og ved faren ikke vil være med. Må man også klare det alene når barnet komme og lade være med at brokke sig over faren ikke er der.
Det kan bare ikke komme som et chok.
Kort og godt min mening.

@Gjørret wrote:

Hvor mange syntes det er okey, at manden får flere rettigheder juridisk og skal de samtidig bare kunne fraskrive sig ansvaret???

Håber i forstår pointen