fuldstændig grædefærdig

det er hvad min stakkels datter er.

hendes Aller bedste ven havde sidste dag i børnehaven idag, da de flytter et godt stykke væk.

da jeg henter min datter står hun sammen med sin ven og hans far der er kommet for at hente ham.
jeg og faren snakker om at de kunne ses en “sidste” gang når de kommer hjem fra ferie, og inden de flytter.
jeg havde gået og forberedt maloucca på at S skulle starte i en ny børnehave og at de formentlig ikke ville ses igen.
jeg siger til hende at hun skal hente sin madkasse og så sige farvel til S, for nu skal vi hjem, Hun bryder ud i den største gråd jeg nogensinde har hørt (svarende til hvis vi mistede en vi holdt rigtig meget af) hun kan slet ikke stoppe og råber at hun vil flytte, hun vil også starte i en ny børnehave, trøster hende selvfølgelig alt hvad jeg kan, og S far bliver også rørt af hele situationen.

Vi kommer hjem, og hun har bare siddet for sig selv hele aftenen, hun har ikke rigtig ville spise så meget og siger kun at hun savner S.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal bearbejde hende igennem “tabet” af sin bedste ven.

Jeg er så ked af det på hendes vegne. :græder:

jeg må ærligt indrømme at jeg ikke troede en 3 årig var så bevidst omkring det at “miste”. og troede aldrig at jeg skulle sidde i den her situation så tideligt.

Ville ønske at jeg kunne give hende en klon af S, men det kan jeg jo ikke, må vel bare trøste og opmuntre hende til at finde nye legekammerater, og så håbe at det går så hurtigt som muligt :græder: