-
Indlæg
-
Ja jeg håber den ligger rigtigt.
Jeg opretter dette indlæg fordi der var en episode der gjorde mig helt paf.
Jeg sidder i skolen og snakker med en sidemand og hun fortæller så at hendes kæreste har givet op for at få samkvem med sine børn. Har har kæmpet i 4 mdr nu og han kan ikke holde til det og han gider ikke at diskutere med moren. Han håbede at børnene kom til ham når de blev voksne.
Mit svar er så at man giver sgu da ikke op når det gælder sine børn. Var dte mig ville jeg kæmpe alt hvad jeg kunne resten af mit liv.
Man kan da ikke bare give op og kigge passivt til??Hva siger I??
Jeg er ganske enig i, at man selvfølgelig skal kæmpe for ens barn og tanken om at opgive ligger så fjern fra mig.
Men når det er sagt, kan jeg egentlig godt sætte mig ind i, at man kan komme dertil, hvor man ikke orker mere. Nu kender jeg ikke baggrunden for lige netop denne situation og kan derfor ikke udtale mig om den.
Men generelt set, kan man jo komme så langt ud, at man ganske enkelt ikke kan mere.
Man bruger jo så meget energi. Det er meget følelsesmæssigt når man skal kæmpe for sine børn. Det tager hårdt på en. osv osv.
Det betyder jo ikke, at man ikke elsker barnet, men man er kørt så langt ned, at man ikke magter. Man magter ikke at blive afvist, man magter ikke at skulle miste, tanken om, om det kommer til at køre eller man kæmper forgæves, må være så nedslidende.
Men dette er som sagt mere generelt, for jeg kan ikke forstå, hvis man bare opgiver hvis man møder lidt modstand.Nej.. jeg synes heller ikke at man skal give op..
Ja det er da hårdt at skulle kæmpe for det..
men i sidste ende.. er det jo dejligt at have kæmpet for det..
og ikke mindst for børnenes skyld..Fog mig.. når jeg og andre giver op er..:
at man ikke selv har lyst til at se børnene/ barnet..
at man ikke lyst til at kæmpe for de børn/ barn..synes han skal kæmpe.. og så have nogen at snakke med..
så han kan få luft fra det.. når han synes det begynder at bliver hårdt..jeg ville aldrig give op. aldrig!!
men kan godt forstå dem der gør, for hold da kaaarrry nogen diskutioner man har.
Det kan jeg da huske.
Det er virkelig ik let.Jeg forstår virkelig godt, nogen mænd opgiver kampen, for deres børn! For det kan være en meget lang og hård kamp. Men 4 mdr. så synes jeg altså ikke man har kæmpet nok… Men det er jo en personlig vurdering!!
PT kæmper jeg med næb og klør for at M ikke skla have Marcus på samkvem hos sig. må gerne se ham men det skal foregå her eller overvåget.
altså nu kender jeg ikke baggrunden for dette, men jo kan et eller andet sted godt forstå manden. men det er nok også fordi nu har vi selv været igennem det her hjemme i ca 6 år, og nu har manden sagt han ikke kan mere, men det er så en længere i historie, men i bund og grund var han træt af beskyldinger, kæmpe, se alt hvad han gjorde sagde blev modarbejdet og de ikke kunne samarbejder overhovdet, og ingen hjælp fik af statsamtet, derfor mener han det er bedst for sin datter at få ro også vil han vente og se hvad der så sker, samt hans børn her hjemme gik det ud over, da han virkelig ikke magtet mere.
men jo kan godt forstå folk siger de vil gøre alt for deres børn, men tro også man er nød til at se på tingene når man står i det.
men 4 mdr er jo ikke lang tid.Den er sværd for kommer an på den enkelte situation.
jeg ville personligt kæmpe med næb og klør i flere år hvis det var
Jeg forstår ikke at man nogensinde kan opgive sine børn.
Jeg synes virkelig det er sørgeligt at en far kan give op, og sige,”Nå, mine unger må finde mig når de bliver voksne”.
Hvordan kan man være så ligeglad med det mest dyrebare man har?Ja, jeg synes altså de fædre har en alvorlig brist! 😕
Min egen søn har en far der har valgt ikke at se ham, og det er komplet uforståeligt i min verden!
Annamor: nogen gange har faren ikke et valg, hvis han også ikke vil gå “ned” over det og kunne leve et liv i hverdagene især hvis han også har andre børn. han tænker jo stadig på sit barn hverdag selvom han har “opgivet” måske.
🙂Synes i hvert fald han skal kæmpe videre…
Fædre har meget mere ret nu hvor den nye lov er kommet, i nogle tilfælde er det kun godt og i andre, ja desværre knapt så godt..
@iapigen wrote:
Annamor: nogen gange har faren ikke et valg, hvis han også ikke vil gå “ned” over det og kunne leve et liv i hverdagene især hvis han også har andre børn. han tænker jo stadig på sit barn hverdag selvom han har “opgivet” måske.
🙂Ja, jeg kan godt forstå hvad du siger, men jeg er bare ikke enig.
Forstår nok ikke helt hvad det vil sige at “kæmpe”? Hvad skal han kæmpe for, at se børnene?
For alle fædre har som bekendt ret til samvær med sine børn.
Jeg tror mere det handler om at nogle fædre hurtigt giver op, hvis de synes at kommunikationen bliver en smule besværlig 🙂Eller også har jeg bare ikke forstået hvad det handler om, men igen, jeg er nok også ret farvet, pga min egen søns far. 😉
Jeg kan godt forstå ham, det er meget hårdt at kæmpe og bare se at der ikke sker noget, men 4 mdr. er ikke ret lang tid..
Som mange af jer ved har jeg kæmpet en sej kamp for min søn, og har valgt at give op, jeg havde kæmpet i 7½ år..
Jeg kan godt forstå det er hårdt at kæmpe for sine børn uanset om mand er mand eller kvinde.
Anja_M jeg ved godt du har kæmpet, jeg har fulgt der herinde og har flere gange læst hele din hjemmeside igennem. Og jeg må indrømme at jeg stadig ikke fprstår dit valg i at opgive. Det ville jeg aldrig gøre.
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.